fredag den 3. maj 2013

Mit donorbarn Tjalfe #3 - KONSEKVENSERNES AR ...

Jeg må vist hellere starte med at sige UNDSKYLD! Ved ikke om andre end den kære fru Fausing, har opdaget det, men jeg har ikke overholdt min deadline. Jeg lovede jer at i ville få del 3 i fredags, men der kom lidt stress i vejen. En vis herre skulle fejres, og så var der en konfirmation og nogle afleveringer som jeg bare var nødt til at prioritere...



NU får i så 3. og sidste del i "Tjalfe-Triton-triologien"- godt nok en hel uge for sent men bedre sent end aldrig (har jeg fået at vide.)


DETTE indlæg er en forsættelse fra det her indlæg som så er forsættelse fra det her indlæg! Hvis du slet ikke har læst med og er helt forvirret, start da her med del 1...




Nu har i hørt om min kamp mod "hele verden" og min mor som var imod min idé om at skulle være mor. I har også hørt om min frygtelige graviditet. Og alt i alt mener jeg selv at det i ved indtil nu, burde være RIGELIGT negativt! Men der er faktisk 2 andre ting som på sin vis er meget værre. 


Pga. min graviditet der ødelagde mit bækken, fik jeg en meget trist og tankevækkende besked fra lægerne, som altid vil give genlyd i min hjerne. De sagde til mig at jeg virkelig skal genoverveje mit ønske om flere børn. For pga. bækkenet, kan jeg risikere at komme til at sidde i kørestol resten af mit liv, hvis jeg bliver gravid igen! Det er altså trist og jeg tænker på det dagligt. Om jeg nogensinde ville turde tage chancen og risikere at Tjalfe og et evt nyt barn får en mor der sidder i kørestol? Og om jeg vil kunne gennemgå alt det i læste i del 1 og del 2, igen? Selvom barn nr.2 SLET ikke er i mine tanker nu, fordi jeg har RIGELIGT at se til, alene med Tjalfe som kræver en del, så kan jeg bare ikke forestille mig aldrig nogensinde at skulle have flere? Det gør mig virkelig ulykkelig, for jeg ville elske at give Tjalfe en lillesøster eller lillebror i fremtiden. Og jeg har altid drømt om mange børn (19 faktisk..jeg blev dog klogere..) -Så det er nok den største konsekvens der medfulgte.


Men mit valg om at blive gravid med donorsæd, ung og alene,har også haft en anden bagside. Hele min mors side af familien har valgt mig, næ Tjalfe og jeg, fra. Ikke som i "hvor er du ulækker og mærkelig, os skal du ikke kontakte igen" men mere bare som i: jeg har ligesom ikke hørt fra dem siden!" 


Nu vil jeg starte med at fortælle jer at jeg jo selvfølgelig har familie både på min mors og fars side. 



Fotograf Michael With

Min fars side husker jeg fra barndommen mest som noget overflødigt høfligheds-tam-tam, hvor vi hver gang en af os (mange familiemedlemmer) havde fødselsdag, sås til boller og kaffe osv. Ikke at det ikke var hyggeligt og jeg tror heller ikke det har været overfladisk som sådan, men har bare aldrig følt nogen vild connection til dem. Føler ikke rigtig nogen af os sådan følte den store kærlighed for hinanden. Man mødtes alle mest fordi man skulle (fordi nogen havde fødselsdag og man jo trods alt var i familie) og ikke fordi man følte for det. Jeg ved ikke om det bare er min mærkelige opfattelse af det, men vi sås bare aldrig rigtig ud over de der obligatoriske fødselsdage. Og det er altså på trods af at vi alle bor i samme by. Jeg kan huske jeg som lille tænkte at det var mærkeligt vi ikke sås med dem oftere. Jeg husker at de altid var sjove og nemme at være sammen med, ville bare nogen gange have ønsket sådan et slags forhold til ens fastre og kusiner osv, som jeg så tit hørte mine jævnaldrende snakke om..

Min fars familie er udadvendte og meget humoristiske mennesker og man kan slappe af i deres selskab. Det er sådan nogle familiefødselsdage hvor bedstemor får en dildo til hendes 70 års fødselsdag og hvor folk prutter og bøvser og snakker om pik og patter og nakkeost ved bordet... uden nogen løfter øjenbryn af de andre.. 



Min mors familie er "fine" i mere gammeldags og "stramme i betrækket." De bor i store fine huse og på gårde og penge er ikke et problem. De er ægte bondrøve og bor alle stadig i en lille landsby hvor alle gør det samme og ligner og sladrer om hinanden. Men de var min familie. Og dem elskede jeg overalt på jorden. 

Min mormor specielt havde en stor plads i mit hjerte, hos hende følte jeg mig som barn elsket. Sådan virkelig elsket, hun forgudede Karoline og jeg og hun var det bedste jeg havde. Min  morfar døde inden jeg blev født, og min bedstemor og bedstefar har jeg aldrig haft et "forhold" til. Så jeg følte virkelig min mormor var min eneste rigtige bedsteforælder. Desværre boede hun (og resten af familien) ca en time fra os, så det var ikke så ofte vi så dem, som vi gerne ville. Desværre døde min mormor lige inden min graviditetstest viste positiv, og det knuste mit hjerte at hun aldrig kom til at opleve mit barn og at mit barn ikke fik verdens bedste olde. 







Til min mormors 90 års fødselsdag!
  
Ud over min mormor, boede alle mine onkler, mostre, fætre og kusiner også i den by. Mine fætre og kusiner var voksne og havde selv børn. Så det var nærmest deres børn jeg så som mine kusiner og fætre. Jeg var kom altid med det samme der kom et nyt barn i familien. Jeg elskede dem virkelig. Specielt min ene kusine og hendes 4 børn havde jeg rigtig meget med at gøre. Jeg var der tit og passede dem som var de mine egne. Min mor søster og jeg har virkelig troppet op og stået klar hver gang et nyt barn blev født ind i familien. Kan virkelig huske hvor tit jeg som barn og teenager tænkte og glædede mig til den dag hvor de engang alle sammen skulle komme og se mit barn og den dag hvor jeg skulle invitere dem til barnedåb hos mit barn. Og alle de snakke og gode råd min kusine ville kunne bidrage med, hende snakkede jeg bare så godt med. Jeg følte at deres hjem var mit andet hjem. 

-MEN jeg skal da ellers love for jeg fik mig en mavepuster da jeg fandt ud af hvor lidt de har tilovers for mig og at det må have været en stor fejl og misforståelse at jeg har troet at de var det tætteste jeg kom på at have en rigtig familie! 
De gange jeg nævnte ideen for dem og havde gang i processen med at prøve at blive gravid, havde de ikke rigtig nogle kommentarer. Det tænkte jeg ikke videre over for det var jo en "skør" ide og mange andre var også modstander af mit valg. Og med deres gammeldags facon, så passede dette nok ikke ind. Men det var okay, jeg havde ikke brug for de skulle synes at det var en god ide.

Da jeg så blev gravid var jeg jo sengeliggende så der kunne jeg ikke tage med på besøg. Men december måned var den bedste måned af graviditeten og der kunne jeg spise lidt og kastede ikke så meget op. Så der tog jeg selvfølgelig med til min mors families årlige julefrokost. Jeg glædede mig så meget. Til at se dem igen og fortælle og vise mave og være stolt over at det var min tur til at sætte et barn ind i familien. Det skal siges at alle i familien vidste jeg var gravid, selvom jeg ikke havde snakket med dem, for min mor snakker løbende i tlf med mine mostre. Og jeg var i 5. og så ca sådan her ud.... pænt svært at overse mig, vil jeg vove at påstå...?


Men da vi ankom til festen var det som om jeg blev i tvivl om, om jeg overhovedet var Meena? 
Eller om jeg var Casper? Altså ham der Casper det usynlige spøgelse.. For jeg følte mig sgu som et spøgelse. Nogle hilste slet ikke, de fleste ignorerede mig bare. Og dem som kom og gav hånd gik bare videre. Jeg stod bare der og kæmpede en kamp med tårerne der pressede på imens jeg tænkte "undskyld mig men hvornår fanden i helvede har i tænkt jer at kommentere-kigge-lægge mærke til den stor mave der buler ud lige der hvor vi giver hinanden hånd????" Og hvor i alverden bliver jeres "tillykker" af?? Ingen, hverken mine mostre, fætre eller kusiner kom hen og snakkede med mig. 
Familien stod omkring bordet og sugede til sig af den akavede stemning der opstår når folk er ved at dø af sult og venter på der bliver sagt værsgo imens der står en lesbisk neger af et familiemedlem og er skyld i at alle føler sig ilde til mode, i det hun ser alt for gravid ud med hendes kommende SÆDDONORBARN... 
-så henvendte min kusines mand sig til mig (ham jeg har haft mindst med at gøre nogensinde):
"Nåeh går det ellers godt med dig?" Jeg smilede stort og tænkte "NU! Nu er der en der er interesseret, en som vil vide og spørge og ønske tillykke og jeg gjorde mig parat til at fortælle "Ja det går rigtig godt" men der afbrød han mig så med et "nå jamen så længe du har det godt, så behøver vi jo ikke vide mere!" 

Øh what?!?! ...det var så omkring det her tidspunkt at Meena det ligegyldige spøgelse ikke vidste om hun skulle græde eller gå. Samtidig var jeg i en choktilstand og tænkte at hvis manden ikke har noget fornuftigt at sige til mig, så ville mit forslag til ham nok være LUK RØVEN...

Resten af aftenen sad jeg bare med en fuldstændig tom følelse og et knust hjerte. Aldrig havde jeg følt mig så fremmed? Og så hos dem jeg følte mig tættest knyttet til? 
Jeg var så skuffet og vred da jeg kom hjem. Tom for ord. Helt uforstående overfor deres opførsel? 

Det brugte jeg resten af min graviditet på at være sønderknust over. Og bekymrede mig om hvordan mit liv så ville være uden dem? eller var det bare sådan en engangsforestilling hvor de ikke helt vidste hvordan de skulle tackle det? det kom nok helt naturligt når de kom og så mit nyfødte barn på sygehuset. Det trøstede jeg mig med i al hemmelighed. 

Men ingen fra min mors familie kom og så mit nyfødte barn... Ingen fra familien ringede og sagde "tillykke med dit barn.." 

I lørdags fyldte min søn 2 år. 
Og ingen fra min mors familie kender mit barn. 
Faktisk har ikke en eneste af de 24 familiemedlemmer nogensinde set eller mødt mit barn.
 Det skærer i mit hjerte og jeg er stadig knust og vred. Og mest af alt skuffet. 

En ting er hvis de har noget imod mig og mit valg, men at det skal gå ud over Tjalfe i det at han mister en stor familie, det synes jeg er så uretfærdigt. Da jeg som barn tog på sommerferie på landet og overnattede og hyggede med min Moster M. og Onkel B. eller gik i stalden hos min moster E. og onkel E. så forestillede jeg mig hvordan det mon blev når jeg en dag skulle sende min egne børn på ferie derop. Hvordan mine børn skulle lære om dyrene og gården osv. 
Nu må Tjalfe i stedet lære om dyrene, traktorerne og livet på landet til ØKO dag hos en eller anden random bondemand ... 

Jeg har stadig dage hvor jeg tuder over den familie og de "barndomsminder" jeg føler jeg har mistet. Men de fleste dage er jeg ked af det på Tjalfes vegne og sur på mine egne...
Til gengæld viste min fars side af familien sig at være guld værd. De har respekteret mit valg og glædet sig på mine vegne. De har interesseret sig for Tjalfe og stillede spørgsmål omkring donoren osv gennem graviditeten. De fejrer min søns fødselsdage og de kom og besøgte mig på sygehuset og ønskede mig tillykke med det bedste der nogensinde var hændt mig. De er sgu' fantastiske. 


Tjalfe har ikke valgt sin skæbne. Han er bare blevet tvunget ind i en verden uden en stor familie og uden en far. Sommetider får jeg ondt af at ham ved tanken om at han måske skal lide under mit egoistiske valg om at sætte ham til verden. Og han vil få mange knubs i livet, vores omstændigheder og "livsstil" taget i betragtning. Og måske vil han give mig skyld for en masse dumme ting. De fleste med god grund.
Men jeg elsker den dreng. Overalt på jorden. Af hele mit hjerte. Helt op til stjernerne og tilbage igen. Og det håber jeg er tilstrækkeligt. For han fortjener kun det bedste! 
..Ham Tjalfe. Min øjesten. 





21 kommentarer:

  1. Kære Meena,
    jeg har sendt en mail med min kommentar til indlægget her, da det endte med at være en meget lang fristil ;)

    Kram Mirjam

    SvarSlet
    Svar
    1. Søde Mirjam! jeg har nu endelig fået svaret dig på din søde og dejlige lange mail :D

      Slet
  2. Du har virkelig den smukkeste dreng og ham kan du være stolt over!
    - jeg har nu fuldt med fra du startede med at fortælle om dit valg og du har virkelig haft det HÅRDT! Men hold da op du er SEJ Meena!
    Jeg er helt mundlam over det du fortæller om din mors side af familien, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal skrive - men det er dem som der mister noget fantastisk!
    Tusind tak fordi du deler sin historie med os andre, det er virkelig stort! :-)
    Man bliver virkelig fanget over den måde du skriver på :o)
    Kh Sabrina

    SvarSlet
    Svar
    1. TUSIND mange tak for de søde søde ord Sabrina!
      Og tak, ja han er sgu bare så smuk og dejlig altså! :)
      er glad for du har fulgt med og at du kan lide mine indlæg og måde at skrive på!
      tak for din kommentar! DEN varmede ;)
      Kram fra Meena

      Slet
  3. Tusind tak for tre rørende beskrivelser af dit vej til moderskabet. Hvor er det ærgeligt med din mors familie, der er så svæversynede, men som en anden skriver, så er det dem, der mister noget fantastisk. Du skal ikke tænke på at Talfe mister noget - det er godt at du har den nære familie, og ellers så kan du bygge din egen lille "familie" op omkring Tjalfe med dine veninder og venner.

    SvarSlet
    Svar
    1. TUSIND tak for din søde kommentar Tine ! :) er så glad for du har givet dig tid og lyst til at læse med og kommentere.! og ja, håber Tjalfe bliver tilfreds med det han har, og ved at jeg har gjort alt hvad jeg kunne.

      Knus Meena :)

      Slet
  4. Jeg har nå fulgt din historie, en ærlig og sterk historie. Det er trist når man opplever at de som er i familien og liksom "skal" være der for oss, ikke er det... Det er deres tap, virkelig. Tenkte også å fortelle om min andre graviditet. Den var svært hard, og jeg kunne nesten ikke gå på grunn av bekkenløsning etter uke 20. Barnet ville vært på over 5 kg dersom det hadde blitt født til normal tid. Heldigvis kom han før tida - over 4.6 kg tung... Da jeg så ble gravid med barn nummer tre var jeg livredd for å bli skadet med bekkenløsning for resten av livet...men det gikk over all forventning. Bekkenløsningen kom tidlig, men ble ikke så sterk som med barn nummer to. Tenkte jeg ville fortelle at slik kan det også gå.
    Tenk å bli født av en mor som ønsker en så sterkt. Heldige lille Tjalfe :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak tak for din skønne kommentar! Jeg er meget glad for du læser med og giver dig tid til at smide en kommentar :)
      ja det er virkelig trist, de ved desværre ikke hvad de går glip af, for skøn det er han !

      er meget glad for at læse om din graviditet, så er der da "Håb" for mig også :)

      Ja jeg håber han en dag får at vide hvor meget han var ønsket og hvor meget jeg kæmpede for at få ham <3

      kram

      Slet
  5. Nå Meena... Nu prøver jeg igen! Da pc'en kom op at køre igen, var min kommentar væk. Men mon ikke jeg tænker det samme nu, som jeg tænkte kl. 7 i morges?!

    Jeg kan godt forestille mig, at nogle kan have haft svært ved at forstå dit valg. Jeg er ikke enig, det skal lige understreges, men du ved jo godt selv, at du valgte at blive gravid i en tidlig alder, hvilket kan få nogle til at hæve øjenbrynene. MEN - det er DIT valg, DIT liv, DIT barn. Hvordan det kan støde dem i en sådan grad, at de vælger dig og Tjalfe fra, er mig fuldstændig ubegribeligt!!! Og nu kan jeg se, der er nogle stykker, der skriver, at det er deres tab. Og ja, det er det, men det er sgu også dit og Tjalfes! Der mangler en del af jeres familie, og jeg kan kun forestille mig, hvor frustrerende det må være derudover ikke at få en forklaring?! Hvad bilder de sig egentlig ind??

    Hele min familie har heldigvis armene oppe over vores utraditionelle familieforøgelse, så jeg kan ikke sætte mig personligt ind i din sorg og frustration. Det kan jeg dog med dine overvejelser omkring Tjalfe og hans senere følelser om sin vej til verden. Jeg er så lykkelig over endelig at skulle være mor, men jeg er også bange. Bange med bankende hjerte og knude i maven. For er vores valg egoistisk? Skader jeg mit eget barn ved at bringe det til verden? Jeg håber sådan, at vi kan give hende en opvækst, hvor det at være kommet til på anderledes vis er en naturlighed - og det tror jeg også vi kan, ellers havde vi ikke gjort det! Men ligesom dig tænker jeg 'Vil hun få det sværere i livet, vil hun bebrejde mig?'

    Åh Meena altså, du sætter en masse tanker i gang. Tak for det:)
    Jeg håber for dig, at du en dag får en afklaring mht din familie og deres valg. Forhåbentlig vil det kunne gøre smerten mindre.

    Tak for 'Tjalfe-Triton-Trilogien' - det er skønt at komme med derind, hvor tingene er allervigtigst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæreste fru fausing!

      tak for endnu en lang og dejlig kommentar!

      JA præcis, jeg forstår simpelthen ikke de kan være så ligeglade? og JA hvad f*** bilder de sig egentlig ind???
      DU har helt ret, ja de går glip af meget, de går glip af verdens dejligste lille dreng, MEN det er virkelig og mit og tjalfes tab. BIG TIME!

      Du er meget heldig at din familie bakker op og glæder sig på jeres vegne, det ville have betydet meget for mig hvis jeg havde fået den opbakning. Så don't take it for granted <3

      JEG håber og tror på at vi gør noget godt og rigtigt. -men self er man bekymret og ved at ens barn i vores tilfælde vil møde mere modstand og uforstående mennesker og at de vil stille os mange spørsmål. Men så længe vi er ærlige omkring det, så er jeg sikker på de en dag vil vide i deres hjerter at de er SÅ ufattelig ønsket og at de er ret heldige ;)

      Knus til dig søde fru. F :o)

      Slet
  6. Pyh ha, hvor det dog ingen ende vil tage. Sikke en vej du har været på og stadig er på.

    Jeg håber inderligt, at du en dag vil få lejlighed til at tale med din mors familie, som virkelig har opført sig groft. Tænk at vælge andre mennesker fra - eller nærmere ud af familien! - fordi man ikke kan respektere et andet menneskes valg. Om jeg forstår det!

    Den julefrokost må have været forfærdelig. Sad og krydsede lidt fingre for at du ville skrive, at du satte dig til at råbe - hey så se mig dog!!??!!?! Det var så uforskammet at de for det første ikke nævnte din lykkelige omstændighed, og for det andet slet ikke talte til dig!! At blive ignoreret er den værste form for tilstand man kan sætte et andet menneske i. Og det lød da godt nok til, at det var det, de gjorde. Øv siger jeg bare! Og føj!

    Men hvis noget kan udredes, ville det være godt for dig, men måske også for din mor. Kunne ikke lade være med at tænke, hvordan hun havde det med sine søstre etc. Når nu de har prikket hendes datter og barnebarn ude.

    Jeg ved at du er sej, for der skal meget til, før man skriver sådan nogle lange indlæg om svære episoder i ens liv. Men jeg tænker også, at du bearbejder og har det svært med det her. Måske en tur til en der kan hjælpe dig i den proces kunne være en god idé... Jeg selv var ikke fan af det, før jeg prøvede det, da min søn blev syg. Det hjalp mig så meget.

    Mange tanker herfra.
    Kh Didde-Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh søde Didde-louise :)
      tusind tak for en dejlig kommentar der varmede og fik et smil frem :o)

      Ja (tak) det har sgu været noget af en omgang.
      Nej jeg fatter virkelig heller ikke at de vil være sig selv bekendt?

      Mht min mor har jeg haft det meget svært med at hun bare har "accepteret" deres opførsel. Faktisk har det været noget af det der har fyldt mest. At ens mor, hende som burde "stand up for me" :( HVIS det var min søster eller familie der behandlede mit barn og barnebarn sådan så KAN jeg kraftedme godt nok fortælle dig at de havde fået en ting eller to at vide af mig!!!!!!!!!!!!!! det ville jeg ikke finde mig i.. og synes bare (ved godt det lyder lousy) at hun burde stå bag mig så føler mig lidt sviget af hende...

      Tror du har ret, (hvis du mener psykolog) har været hos en for mange år siden så ved hvor meget det kan hjælpe en. Tror det er tiltrængt igen! :)

      Tanker og knus fra Meena

      Slet
  7. Åhh Meena!! Får helt ondt i maven over at mennesker kan tage sådanne ondskabsfulde valg!! Øv hvor trist.! Og jeg håber virkelig at nogen af din EKS familie følger med her tiltrods for deres valg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak ! Ja det er sgu også sørgeligt! ja det kunne man da håbe :(

      Slet
  8. Søde dejlige Meena - Du er en stærk kvinde, og det er helt fantastisk det du har stået igennem...

    Hvad angår dit bækken... Så vil jeg fortælle dig om min søster... Hun har 5 børn (hun kunne have haft 6 - men det ene døde desværre i uge 20).
    Ved barn nummer to fik hun slem bækkenløsning, men hun kom forhodlsvist hurtigt ovenpå igen efter fødslen..
    Ved barn nummer tre havde hun kvalme hele graviditeten (hun havde det SÅ skidt... Det var nok meget lige som dig), og var sengeliggende pga hendes bækken nærmest bare var skredet helt fra hinanden. Under fødslen sagde det "knæk" på mærkeligste vis - Og hun var sengeliggende i næsten et halvt år efter fødslen, hvor hun kun lige kunne gå på toilet og sådan, men ikke meget mere.
    Efter et par år var hun gående og en dag blev hun ved et uheld gravid igen (og hun havde fået beskeden om hun ikke skulle få flere pga risiko for ikke at komme til at gå igen).
    Hendes mand og hende besluttede at de ville beholde barnet. Hun havde lidt problemer med bækkenet, men slet ikke på samme måde som før.
    5. barn valgte de også at beholde - Han døde så desværre... Hvilket var hårdt for dem - Og de havde sådan set besluttet at de ikke skulle have flere...
    Men så kom der endnu en lille upser (mage til fertilt par skal man lede længe efter!!!) - Som de også valgte at beholde... Dog insisterede de denne gang på kejsersnit.
    Og det gik bare så fint.

    Hendes bækken er selvfølgelig ikke som det var før hun fik børn. Men hun har en fornuftig hverdag, er en god mor, passer hjem og uddannelse - og elsker alle sine 5 børn, og har lidt vikartimer ind imellem også.

    Så selv om der er en risiko for at det kan gå galt... Så er det ikke sikkert det gør! Men risikoen er der...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Søde! Ja det har været en grusom omgang, er glad for gevinsten trods alt, han er jo skøn <3

      er meget glad for at høre om din søster. (og hold nu kæft, ja, har da aldrig kendt mage til fertilitet!! :D)
      er rart at vide at det kan gå godt også! Det vil jeg klart tage med i mine fremtidige overvejelser, så tusind tak fordi du gav dig tid til at kommentere ;)

      Kram Meena :o)

      Slet
  9. Hej Meena

    Har elsket og læse alle dine indlæg her omkring graviditetsforløbet. Nogen gange når jeg ikke kunne sove har jeg klikket ind for at se om forsættelserne var kommet lol hehe.

    Familieepisoderne var da deprimerende! Altså det viser bare at dem man tror man har ved ens side er der ikke, og dem man tror ikke var der er der så (dine forældre). Men hvor var det en dejlig forvandling/forhold du fik til dine forældre. Det er jo skønt, og ikke mindst for Tjalfe at have bedsteforældre ved hans side.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, griner, hvor er du sød Jana.:D men det er skidt jeg ødelægger din nattesøvn :D

      Ja man ved sgu aldrig hvem man kan regne med i sidste ende desværre. :( Men ja det er godt at forholdet til mine forældre har blomstret!! :)
      tak for din kommentar ;)

      Slet
  10. Kære Meena
    Jeg har lige opdaget din blog og læst dine lange personlige indlæg om vejen til din skønne søn. Der er meget jeg gerne vil sige, så nu må jeg se om jeg kan få det hele med.
    Først: jeg kender kun alt for godt ønsket om at få et barn. Tanken om at det er meneigen med ens liv. Sådan havde jeg det selv, og også fra jeg var barn. Modsat dig var jeg heldig at finde en sød mand at få dem med. Jeg "holdt mig" til jeg var 21, fik min første søn... og udviklede en fødselsdepression (øv) Den gang tænkte jeg at det var mig den var gal med... eller det var noget jeg havde arvet fra min manio-depressive mormor. Nu tænker jeg at det meget handler om at min familie, især min mor ikke bakkede op om mit valg og jeg følte jeg skulle klare det hele selv.
    Ja det blev lige lidt meget om mig, men jeg følte den historie ville lægge ekstra vægt bag, når jeg siger at jeg synes du er SÅ sej. Alle de kampe du skulle igennem... og denne din tredje del af historien viser jo at det ikke er slut endnu. Min bitre erfaring er at det desværre ikke altid er familien man kan hente støtte hos. Det gør ondt at opleve og efterlader nogle ar.
    Efterhånden henter jeg næsten altid støtte i andre netværk, venner, kolleger osv. Her møder jeg en større forståelse af mig og mine valg. Men jeg har da stadig et stort ønske om at min familie kunne forstå og acceptere mig.
    Mange gode tanker fra mig
    Signe

    SvarSlet

Bare rolig ..

Der er mange andre indlæg!
TRYK på ÆLDRE INDLÆG her ovenfor ..