onsdag den 24. april 2013

Mit donorbarn Tjalfe #2 - KONSEKVENSERNE ...

Fortsættelsen af dette indlæg...


Der var gået knapt halvandet år fra min X og jeg gik igang med "projektet") og til nu hvor jeg stod der, stolt og gravid. Måske fnyser nogle af jer over at jeg giver udtryk for at halvandet år er lang tid, men det VAR lang tid. Men mest pga. alt for mange forhindringer og alt for meget modstand. Som jeg skrev i det forrige indlæg, så havde jeg nu fået den her helt specielle og helt ubeskrivelige følelse af lykke. Jeg må dog indrømme at jeg i starten, stadig sommetider havde en mistanke om at det var den rene løgn, og at jeg var med i et fup-nummer. For det var så uvirkeligt?

Jeg glædede mig til hver dag i de 9 måneder. Alle de forestillinger og billeder jeg havde i hovedet af mig med stor mave og det største smil i hele fjæset. Om hvordan jeg stolt skulle vise min mave til alle og enhver der passerede min vej, som var jeg den første i verdenshistorien, der nogensinde havde været gravid og haft det sådan! Men der gik ikke mange uger før kvalmen indtog sin plads. (og NEJ det er ikke en sølle 3 måneders kvalme jeg har tænkt mig at whine over i resten af indlægget. Men vil bl.a. gerne fortælle nogle af jer, som har døjet lidt med kvalme et x antal måneder af jeres graviditet, og har whinet over at det har været en svær graviditet - at bare rolig, det har det ikke...)

De første par dage med kvalmen, tænkte jeg tsk, er det bare det?? Det kan jeg sgu godt leve med indtil baby kommer.. 
MEN så kom der bræk. I stride strømme. Floder faktisk. Næ mere som en tsunami der konstant væltede ud af kæften på mig. Fy for helvede, hvis der er noget jeg HADER, så er det da nok opkast! Ar-men jeg kan slet ikke håndtere det. Så bliver jeg sådan lidt 5 år om igen.. 
Jeg spiste ikke. Hvis jeg fik klemt en mariekiks ned, så kom den (og en helt masse andet jeg ikke kunne greje, hvad i alverden var) op igen.. Det var så meget og så længe og jeg fik det så dårligt. Ligesom når man har influenza-opkast. Så har man det bare elendigt non-stop. Men jeg kastede ofte op min.9 gange på en dag. Så min krop blev hurtigt fuldstændig udmattet, og jeg var meget til læge. Jeg kunne ikke passe mit arbejde i børnehaven. Alle de søde børn med deres bussemænd hængende ud af næsen, snot tværs op i øjenbrynet, deres sure madpakker med makrel og ost og deres små numser der skulle tørres. Jeg kunne simpelthen ikke. Havde bare INGEN energi og lå kontant ude på toilettet og brækkede mig... Så jeg måtte melde ud at jeg ikke kunne arbejde mere..

Jeg blev henvist til sygehuset. De synes det var ret voldsomt, men fortalte mig at det sikkert ville gå over igen. 

Det gjorde det bare ikke.

Jeg begyndte til ugentlig tjek på sygehuset, hvor jeg blev vejet og fik akupunktur og piller for kvalmen. Det hjalp bare ikke. Selvom i som har læst det første indlæg, forhåbentlig har fået indtryk af hvor meget jeg ønskede det her barn, så ved jeg ikke om i kan forestille jer hvor chokeret og grædefærdig jeg blev, da der blev meldt ud at jeg altså nok ventede tvillinger! TVILLINGER?? Undskyld, hvad?? Altså som i 2 børn?? Øh undskyld mig liiige et øjeblik, jeg har altså kun betalt for én!!?? Tankerne væltede gennem hovedet på mig. Jeg skulle simpelthen ikke ha' 2 babyer. Det duede bare ikke. Hvem skulle så made og passe nr 2? faren var jo ligesom ikke en far men en donor, hos ham var der sgu nok ikke den store hjælp at hente. Og den "anden mor" som skulle have forestillet sig at være der, var jo ligesom løbet sin vej. Jeg så det ene skrækbillede efter det andet. Mig der sad der med en unge hængende i hver sin pat. To der skulle mades, skiftes og elskes. Af mig. Én person?? Ej nu må galskaben sgu stoppe, tænkte jeg! 
Jeg var ikke glad. Jeg så det ikke lige som en ekstra bonus der var kommet ud af mine anstrengelser. Overvejede om det var straffen for min egoisme i alt dette..

Så de ville gerne scanne mig for at se om der var to hjertelyde, selvom jeg slet ikke var 12 uger endnu. Jeg blev både spændt og irriteret over at få den pludselige melding om at jeg skulle scannes. For den her dag, hvor jeg skulle se min baby for første gang, havde jeg jo forestillet mig og glædet mig til de sidste mange år. Så ville da gerne lige have haft mulighed for at forberede mig, glæde mig.. Desuden var det min far der var med mig til tjek den dag hvor vi fik dette at vide. Hvis jeg havde vidst at det var den dag jeg skulle have min første scanning, så havde jeg ikke slæbt ham med. Vi havde ikke rigtig noget forhold til hinanden. Det havde jeg aldrig følt vi havde haft. Selvom vi boede under samme tag hver dag i 17 år, indtil mine forældre blev skilt. Han er en mand af få ord og følelser og ros er ikke noget han gør så meget i. Han har ikke aldrig formået at udfylde far-rollen gennem vores barndom og mange ting gjorde at jeg faktisk stadig bar nag så mange år efter. Da jeg flyttede hjemmefra (til Ebeltoft)  havde jeg det sådan, at jeg havde lært at acceptere at jeg havde en far som havde været skyld i mange tårer, og som jeg måtte acceptere, bare aldrig blev en stor del af mit liv. Og det havde jeg det egentlig ok med. Men i det halve år jeg prøvede på at blive gravid, flyttede jeg ind hos ham fordi min mor og jeg ikke kunne bo under samme tag. Vi havde alt for mange uoverensstemmelser. Det betød at det var min far jeg boede med og som var der når jeg gang på gang græd over at inseminationerne ikke havde gjort mig gravid. Det var første gang vi sådan havde noget sammen. Jeg følte han lyttede lidt til mig. Og prøvede at trøste. Og så var jeg fan af at han ikke havde 1000 indvendinger imod at jeg ønskede at blive mor på denne underlige måde. Han har måske ikke syntes det var verdens bedste idé men han bakkede op og accepterede mit valg. Det var på det tidspunkt mere end hvad man kunne sige om min mor, så alene dét gjorde, at jeg knyttede mig en smule til ham. Og det var som om at det, at han havde været min skulder at græde på, i "jeg er heller ikke blevet gravid denne gang-situationerne" og det at han havde været en del af min hverdag som handlede om at pisse på en pind i håb om ægløsning osv, havde gjort at vi havde fået noget sammen. Sådan fornemmede jeg det i hvert fald. Han udviste ingen glæde over min graviditet, men han var der. Jeg kan huske hvor ked jeg var af, endelig at vente mit barn og så se hvordan hverken min mor eller far var stolte over at skulle være bedsteforældre. Jeg bildte mig ind at det måske ville komme. 
Men selvom min far og jeg nu var på vej til at få et forhold til hinanden, så ville jeg stadig aldrig have valgt at tage ham med til noget så betydningsfuldt, som den 1. scanning. Men nu var han der jo og det var nu de ville scanne mig. Han spurgte om han skulle gå med eller vente udenfor. Jeg sagde at jeg var ligeglad, og regnede med at han ville vente udenfor. Men han gik med. Først skulle vi lige over chokket og den akavede situation der opstår, når ens far er med inde til scanning og vi begge lever i troen om at alting foregår som det gør in the movies, med gel og scanningsdimmer på maven, men den udtryksløse læge så i stedet, uden yderligere advarsel, jager en kæmpe dildo-lignede tingest op i skrævet på mig! Ja man kan vel godt sige at det var dagens lille overraskelse, både for mig som ikke var forberedt, men lige så meget for min kære fader hvis øjne var lige ved at trille ud af hovedet på ham og jeg kunne nærmest høre ham synke. Derfra gik det strålende. Perfekt faktisk. Skærmen lyste og vi så den her tændstikbaby. Man kunne se omridset af krop, ben og arme. Og det første der sker er at Tjalfe løfter armen og vinker. Lige i det øjeblik ændrede vores liv sig. Mit og min fars liv. Han blev ramt lige i hjertet. Det var dét sekund han blev en morfar! Man kunne se det. Mærke det. Han snakkede stolt og glad om scanningen og om at babyen som han helt sikkert mente var en dreng, havde vinket og spjættet. Jeg var så stolt af min baby. Og også af min far. Han glædede sig nu, det kunne jeg mærke. Og det var endnu en ting jeg følte vi havde tilfælles.

De kunne udfra scanningen konkludere at der nok alligevel kun var en baby, men at man jo aldrig kunne vide sig sikker på sådan en tidlig scanning. Så selvom jeg fortsat levede lidt i frygt, så lettede det en smule. Jeg var til tjek hver uge fordi de var bekymret for mig og babyen. 
Kan huske der var en dag hvor vi sad og ventede i venteværelse for at skulle til tjek. Så spurgte den nye sygeplejerske "hvem er det du er?" jeg sagde mit navn og hun afbrød mig straks med et smil "Nåeh ja det er dig der venter tvillinger! Kom med indenfor.." Jeg tænkte bare "øh hallo søster lystig, hvis der står på dine papirer at jeg skal have tvillinger så vil jeg sgu gerne snart selv vide det???" Kom op og svede over det hver gang der blev nævnt ordet tvillinger...

Jeg tabte mig hurtigt 9 kilo bare ved at kaste op og De sagde at jeg burde indlægges og ligge med drop for at få væske. Det hverken ville eller turde jeg. De sagde at enten skulle jeg være indlagt eller også var der en der skulle passe mig i hjemmet, 24 timer i døgnet. For jeg var virkelig udmattet og afkræftet og kunne ikke noget selv. Stod kun op for at tisse. Mine forældre forbarmede sig over mig og sagde at det skulle de nok gøre skiftevis. Det er jeg dem evigt taknemmelig for!

Med min mor og jeg gik det nogenlunde. Men jeg hadede hende faktisk i perioder. Det er frygteligt at sige, men det gjorde jeg. Synes simpelthen det var så urimeligt at hun ikke bare kunne være glad på mine vegne? Det var okay hun ikke synes det var nogen god ide med den baby jeg ventede mig som enlig og ung. Men så kunne hun da i det mindste acceptere mit valg og bakke op og glæde sig på mine vegne. Blev så forarget over at hun slet ikke kunne se nogen som helst glæde i at skulle være mormor for første og måske eneste gang...

Men mit bræk fortsatte i stride strømme. Jeg fik det hele med: bækkenløsning, halsbrænd, skrækmærker, hæmorider, bumser, knopper overalt, misfarvninger på huden og mine bryster voksede og sprækkede og blødte. Jow jow, jeg tog det hele med - det var næsten som et eventyr... Kan huske min søde læge kiggede på mig og sagde "Ja, men selvfølgelig skal alt det her ske for dig. Du får alle symptomerne på graviditet i ualmindelig høj grad. Hvem skulle det ellers ske for, du er jo aldrig ligesom alle andre.." og puha hvor havde hun ret..
Her er et billede af min hud. Der kom en streg ned af benene, på den ene side var min hud helt lys og på den anden side helt mørk.. så virkelig underligt ud. Er heldigvis gået væk nu..
Bækkenløsning kom tidligt. Startede som smerter osv som andre har i slutningen af graviditeten og blev så frygteligt, at jeg måtte gå på krykker, når jeg skulle ud af sengen eller til tjek på sygehuset. Eller lå jeg på sofaen eller i sengen hele dagen. I 9 måneder lå jeg og så mine forældres liv fra sofaen. Så de gik på job og kom hjem fra job. De lokkede med mad og hjalp og trøstede. De løb frem og tilbage med den ene brækskål efter den anden. Og jeg husker at jeg lå og kiggede ud af vinduet og så sommeren forsvinde, vinteren komme, vinteren blive og op mod terminen, tittede solen frem igen. Det var som en røvsyg bog der aldrig ville ende. Samtidig med at jeg lå sengeliggende i 9 måneder, havde jeg rig mulighed for at dyrke min angst for at tabe barnet og for selve fødslen. Misunde alle andre der kunne gå på job og leve et normalt liv under graviditeten. Jeg lå bare der og rådnede op og følte jeg var 3 år og skulle passes af mine forældre... nogle dage var det lidt bedre og så var jeg lidt oppe fra sofaen og fik taget billeder af maven. De flotte og professionelle af billederne er taget af min gode ven, fotograf Michael With, som besøgte og fotograferede mig i hjemmet..












Jeg havde et par måneder inden terminen, fået en lejlighed. Det var dejligt at være klar til ham kom til verden men jeg var der ikke rigtig for jeg kunne ingenting selv..
Og til sidst blev jeg indlagt. Mit bækken var fastlåst. Jeg kunne ikke røre mig ud af flækken og havde voldsomme smerter. Jeg lå i sengen og kunne ikke engang vende mig om på siden eller bøje mine ben. Jeg havde sygeplejersker på konstant som måtte hjælpe ved toiletbesøg osv. Det var så forfærdeligt og ydmygende at have andre til at bade og vaske én og jeg sad i kørestol resten af graviditeten. Jeg fik indsprøjtninger med blodfortyndende, fordi jeg lå så stille og fastlåst så længe, at de var bange for jeg ville få en blodprop.



Jeg havde termin d.29. april. Men pga. min voldsomme graviditet og smerter, blev jeg sat igang d.26. 
Vi var pænt mange på fødestuen, for jeg havde "inviteret" en del. Min mor, min "pap-mor" og veninde Sofie. Og så havde jeg besluttet mig for at spørge min far også. Han sagde ja. Han havde været så støttende og engageret i hele graviditeten og vist sig som den far jeg havde manglet altid. Han fortjente at opleve det. Desuden er jeg jo adopteret så ingen af mine forældre har oplevet en fødsel..

På fødegangen fik jeg at vide at jeg skulle have en epiduralblokade, dét jeg havde frygtet allermest. Dét ville jeg ikke! Men jordemoderen sagde at det ville blive lidt svært at føde når jeg ikke kunne sprede benene (godt ord igen...) så jeg måtte jo overgive mig. 
Der var blod, skrig, tårer, vold og jeg både besvimede og brækkede mig flere gange. ALt i alt ikke noget jeg husker tilbage på, som en smuk oplevelse, what so ever..

But out he came! Efter ca 12 timers veer. Han var det smukkeste jeg nogensinde havde set. Dog kiggede vi alle 5 undrende på hinanden og spørgende på jordemoderen da der poppede en kridhvid unge ud (med helt sort diller.) ?? Men han var så sød og hudfarve m.m. ændrede sig med tiden... 
Det var i dét øjeblik min mor forstod det rigtigt. Det var der hun blev ramt lige i hjertet og følte sig som mormor. Og det varmede mit hjerte. De er simpelthen blevet verdens bedste mormor og morfar for ham!









At få sin søn op på maven og mærke ham for første gang, er det største jeg har og nogen sinde kommer til at opleve!


Selvom dette lykkelig moment burde være afslutningen, så er historien desværre ikke helt slut. For hele mit valg om at blive mor på denne måde har desværre også haft andre mere alvorlige og personlige konsekvenser. Og nej jeg mener ikke slatne guirlande-patter og strækmærker... 

Men du kan få 3. og sidste del på fredag hvis du har lyst... 
Tak fordi du læste med så lang!



torsdag den 18. april 2013

Et personligt indlæg om MIT DONORBARN TJALFE




Det her er et personligt indlæg for mig. Det handler om mit livs valg. Om min store drøm. Og om at have gået en hård og lang vej før drømmen gik i opfyldelse. 
Så håber du har lyst til at læse med, om hvordan lille Tjalfe blev til?

Ligesom at mange andre fra barnsben har vidst at de ville være brandmand, jordemoder, politibetjent eller popstjerne, har jeg altid vidst at dét at blive mor, var mit "kald." 
Jeg har altid haft et meget stort og måske meget ekstremt ønske om at få børn. Og ikke når jeg blev 30. Nærmere så snart det var muligt. Det har fyldt i mit hoved siden 14-års alderen. 

Jeg er til kvinder og har derfor altid vidst at det ikke bare var noget der kom naturligt, det der med at blive gravid. Det var noget der skulle planlægges til mindste detalje. Allerede som 18-årig begyndte tanker at kredse om "nu er det nu!" Jeg følte virkelig det var dét, der ville kunne udfylde det tomrum og den nærmest sorg jeg følte indeni, når jeg så andre med børn. Jeg tror aldrig rigtig jeg turde fortælle folk præcis hvordan jeg havde det, og hvor meget det fyldte i mit liv, i så ung en alder. For så sagde folk: Aj helt ærligt, slap nu af, du har hele livet foran dig! Nyd nu din ungdom, tag ud og drik dig fuld og fest igennem, tag ud og oplev verden, og få dig en uddannelse, så kan du sgu da få unger når du har gjort alt det du ville.." 

Men jeg stod fast ved følelsen af at det var det her jeg skulle. For jeg havde personligt ikke noget behov for at opleve verden eller få en uddannelse først. Og jeg festede aldrig, gik ikke i byen eller drak. Jeg har aldrig haft den der ungdommelige periode i mit liv med druk og fester og behov for store sociale netværk. Jeg har haft travlt med at glæde mig til at stifte familie. Når jeg skriver det ned nu, kan jeg godt forstå hvorfor folk omkring mig, specielt mine jævnaldrende, har syntes det var fuldstændig underligt. Men jeg kunne jo ikke ændre på mine følelser, drømme og den person jeg var. 

Mig som 19-årig

I 2009, da jeg var 19, var jeg sprunget ud og havde en kæreste jeg havde kendt i flere år. Vi mødtes på efterskolen og var kærester i smug. Men hun var slet ikke klar til at springe ud dengang så det foregik i al hemmelighed og endte derfor hurtigt. Men et par år efter fandt vi så sammen igen. Hun var igang med at uddanne sig til kok og havde allerede en lærerplads i Ebeltoft. Så jeg fik opsagt mit job og flyttede langt væk fra min hjemby og familie for at bo med hende i Ebeltoft. Hun har altid kendt til mit store ønske om børn, så det kom nok ikke bag på hende da det kom på tale. 
Men det var en længere process. Vi havde nogle fyre, nogle af dem var homoseksuelle, som tilbød at hjælpe os gratis. Men vi snakkede med en advokat, som fortalte os at selvom vi lavede en kontrakt med en af de mænd, om at det efterfølgende skulle være os, der skulle have den fulde forældremyndighed, så havde vi ingen rettigheder, hvis han fortrød og hev os i retten. Så den mulighed blev hurtigt strøget. Vi ringede rundt til alle landets privatklinikker for at høre om de ville inseminere mig. Ingen ville. Pga. vores alder, ville ingen af dem gøre det, de ville ikke engang have os til samtale, for så at overveje det. Jeg var helt knust og følte mig uretfærdigt behandlet. For jeg synes ikke man kan dømme nogen som helst på deres alder. Jeg var godt klar over at ingen af mine veninder på min egen alder, dengang ville være klar til at blive mor. Men jeg hadede at blive puttet i en kasse. Endelig fik jeg snakket med Susanne fra klinikken Vitanova i København, som sagde at de gerne ville have os til en samtale først. Endelig mødte jeg en der ville lytte til os og som tilføjede at de tit havde folk på 30 og opefter der var langt mere uegnede forældre end vi var, på trods af vores alder. Efter nogle samtaler, blev vi godkendt som par! 

Men det var ikke slut her.

Min x-kæreste og jeg besluttede os for at flytte i en større og pænere lejlighed, stadig i Ebeltoft. Meningen var at der var et ekstraværelse til min barmdomsveninde Sofie, for det havde været planen at hun gerne ville bo sammen med os og det kommende barn, for at være tæt på mig og få et forhold til barnet, og så skulle hun alligevel studere i Århus. 
Vi aftalte med klinikken at jeg skulle insemineres allerede i august måned (2009) når jeg fik ægløsning. Alt var planlagt, min X havde bedt chefen om lov til evt. at gå lige pludselig, hvis jeg fik ægløsning, så vi kunne skynde os at springe på et tog til københavn. Vores familier vidste alt om babyplanerne og vi og min veninde Sofie, var lige flyttet ind med os i den nye lejlighed. 

MEN SÅ 2 UGER FØR jeg skulle insemineres, skred min daværende kæreste! Ja du læste rigtigt. Hun kom da lige i tanke om at hun faktisk ikke ville have et barn alligevel? Jeg var dybt ulykkelig og kunne slet ikke forstå hun havde kørt den så langt ud, et halvt år med samtaler og afslag fra klinikker, for så endelig at blive godkendt og have investeret i ny lejlighed til formålet, og så komme i tanke om at vi ikke skulle være sammen alligevel. Jeg var både såret og vred over at hun skred fra mig og hele vores situation, men jeg tror lige så meget det var den sorg over at hendes valg havde knust hele min drøm om at blive mor. Den drøm jeg var SÅ tæt på nu.. Og desuden stod jeg nu med en lejlighed jeg ikke kunne betale uden hende, i en by hvor jeg ingen kendte.  


Jeg var nødt til at konfrontere klinikken med hele situationen om at der kun var mig nu. Jeg havde tænkt virkelig meget over hvad jeg ville. Skulle jeg så satse på at blive enlig mor? VÆLGE at blive enlig mor. Folk sagde "jamen så må du jo bare vente nogle år indtil du finder en ny kæreste.." Men DET kunne jeg bare ikke! Tanken gjorde mig dårlig. Jeg var så tæt på, jeg ville ikke give op nu, jeg kunne ikke bare sådan ligge det på hylden. Men vidste godt at når det havde været så besværligt at blive godkendt som par, så var chancen for at jeg, som enlig-19-årig-lebbe ville blive godkendt, lig med 0! De bad mig komme til samtale. Jeg drog til København med ondt i maven af bare frygt for at de ville afvise mig Men jeg blev godkendt, som den første 19-årige enlige kvinde. Dog blev vi enige om at jeg skulle vente til jeg var flyttet tilbage til min hjemby og fået styr på det økonomiske. Men det var okay, min drøm levede endnu!

Jeg flyttede tilbage til min hjemby og boede hos min far. Jeg fik arbejde i en børnhave og kom lidt ovenpå igen. Dog kredsede mine tanker kun om ønsket om det her barn. Så jeg kontaktede klinikken og fortalte at jeg havde styr på mit liv nu og var klar. Så fik jeg købt sæden. Og det foregår således:
Man bestiller det på nettet, man kan godt kalde det for en webshop med sæd. Der er vildt mange donorer at vælge imellem og der er online katalog med oplysninger, stemmeoptagelser og babybilleder af donerne. Og det er umuligt at tage seriøst at skulle sidde og beslutte hvilken af disse babyer man vil blande gener med. Havde ikke nogle krav, andet end at det skulle være en åben donor. Og at jeg skulle have en god mavefornemmelse med den donor jeg valgte. (Læs med i næste indlæg for flere detaljer.)
 Når man har besluttet sig, putter man i kurv, fuldstændig som når man shopper tøj, og så får man det fragtet!! Shit jeg synes det var underligt. 

Nu var jeg klar til første forsøg. Men jeg måtte holde det hemmeligt for min arbejdsplads, hvilket gjorde det problematisk, pludselig at skulle melde mig syg da ægløsningen kom, og jeg skulle afsted til Kbh ASAP. 
Første gang jeg skulle insemineres var jeg spændt og nervøs. Jeg vidste ikke hvad jeg var gået ind til, om det gjorde ondt osv. Desuden var jeg "palle alene i verden," for Sofie boede i Århus nu, min far snakkede jeg ikke så meget med, selvom jeg boede der og min mor og jeg var ikke på talefod og jeg havde ikke engang fortalt hende, at jeg skulle afsted.
 Så jeg måtte tage toget alene til København. Jeg husker hvor ensom jeg følte mig, at skulle noget så stort i mit liv, helt alene. Hele oplevelsen omkring den første insemination, var meget overraskende. Jeg følte lidt det var som at træde ind i en butik; 
Hej dame ved skranken - meena du tager bare plads i sofaen der - okay - vente vente og nervøsitet i sofa - jordmoderen kommer - hej Meena kom du med mig - ind i rum med briks - værsgo og ligge dig og spred benene så kommer jeg lige med sæden - vente vente og med prisen for haletudserne taget i betragtning, forventer jeg hun kommer med en kæmpe dunk med hvidt stads - dame kommer ind med det mindste rør/sprøjte med den mindste klat sæd jeg nogen har set (ikke at jeg har set så meget af det irl) - kigger igen på den alt for lille klat og tænker 'hvis du tror du kan gøre mig gravid med det der??!' og 'hey giv mig mine penge tilbage' - sprøjte sprøjte en fremmed mands sæd op i mig - av av - fucking av - dame beder mig blive liggende et kvarter for at sikre mig at det ikke falder ud - FALDER UD??? Øh dame, ved du hvad jeg har betalt for det her? - dame forlader rummet - ligge ligge og tænke 'jeg er alene og hvad har jeg rodet mig ud i - forlade rummet efter et kvarter og mærke hvordan fremmede mands sæd falder lidt ud - panik - total klamt - dame ved skranken der spørger "nå, vil du bare tage den på beløbet?" - køre dankort igennem og købe kommende barn på beløbet - farvel og tak - 5 timers togtur hjem. 

Jeg blev ikke gravid. Det var jeg både skuffet og overrasket over, da jeg havde fået at vide at jeg var sund og meget ung, så det med at gøre mig gravid, var som at knipse med fingrene. Jeg kunne ikke fortsat rejse til kbh hver gang, så jeg kontaktede Diers Klinik i Århus, som havde afvist min X og jeg dengang. Liza var så sød og forstående og sagde god for at jeg måtte blive overflyttet til hende, så turen ikke var så lang. Det var den bedste beslutning i mit liv. Hos hende var alting meget mere personligt og man følte ikke bare man var et nr i køen. Desværre brugte jeg flere forsøg hos hende hvor jeg heller ikke blev gravid. Jeg var til ekstra gynækologiske undersøgelser, fordi lægerne troede jeg fejlede noget. Og da jeg ringede til sædbanken og ønskede at bestille mere sæd, fik jeg at vide at ham donoren jeg havde brugt indtil nu, desværre var UDSOLGT! Udsolgt, jamen hvad fanden i helvede skal jeg så gøre? Finde en ny "far" til mit "barn.?" Så jeg måtte på jagt efter sæd i webshoppen....

Mit 5. forsøg var mit sidste forsøg havde jeg besluttet. På det tidspunkt havde jeg ingen tiltro til at jeg kunne blive gravid og havde hverken psyke eller penge til at fortsætte. Så min læge havde foreslået at jeg skulle henvises til det offentlige... De andre 4 gange havde jeg fået det røde inden jeg overhovedet nåede til det med at tage en graviditetstest. Efter 5. forsøg hos søde Liza, kredsede mine tanker på ingen måde omkring "mon jeg er blevet gravid?" En dag kom jeg til at se at jeg var gået to dage over tid uden at have opdaget det. Jeg nævnte det for lægen, som jeg var oppe ved mht henvisning til det off. Hun var helt oppe og ringe og insisterede på at jeg øjeblikkeligt skulle ud og tage en test på hendes toilet. Jeg var ikke spændt eller forventningsfuld. Som jeg havde regnet med var der kun 1 streg. Hun beklagede på mine vegne og undskyldte hendes unødvendige  begejstring.. testen blev lagt på bordet og vi sad og drøfter det jeg var kommet for... pludselig lyser hun op: ER DET BARE MIG ELLER ER DET STREG NR 2 JEG KAN SE??? Og rigtig nok. Der var kommet 2 streger!!!!
Jeg havde forestillet mig dette øjeblik i mindst 4 år. Men jeg blev ikke glad, jeg var bare mistroisk. Jeg troede simpelthen det var løgn..
senere på dagen tog jeg 4 mere (to af testene til 99,- stykket) og de var alle positive! Jeg kunne have skreget af glæde, hvis ikke jeg havde siddet på toilettet på min arbejdsplads! 



Denne følelse af lykke havde jeg aldrig oplevet? Jeg var så glad og lettet og fløj rundt på en lyserød candyflossformet sky! INTET i verden kunne ødelægge denne følelse. Nu skulle alt være lykkeligt. 

-Troede jeg.



fortsættelse følger....




onsdag den 10. april 2013

Stemningsbillede ...

Stemningsbillede fra nullergøjens værelse ..
Ha en god dag!

Smil Meena

søndag den 7. april 2013

Vores PÅSKEFERIE i billeder

Her er vores påskeferie i billeder. Vi har nydt den i fulde drag og været sammen med familien... Min søster og jeg er åbenbart ikke blevet for store til "påskeæg", så min mor inviterede os på Bones, i stedet for et chokoladeæg.. Hun er så sød... 


Skønt at Tjalfe kunne være med til at lave påskepynt i år. Har aldrig før pyntet til påske. Har ikke noget pynt, men det skal der laves om på til næste år. Vi startede ud med lidt homemade. Påskeæg klippet af karton, på den ene side har han malet og den anden side er tapetseret med retro-tapet. Var meget overrasket over hvor meget han gik op i det...









  



Har også lavet en lille påske-gren i min anden kähler-vase. Påskeæggene er lavet i hama perler.



Vi har været til min faster's fødselsdag som blev holdt i Skive Bowl'n Fun. Det var desuden med stor brunch-buffet, som var overraskende lækker!








Vi har også haft hyggedag med dem vi kalder vores "papfamilie." Det var bare såå hyggeligt! En gå-tur og leg på legepladsen. Om aftenen spiste vi mexikansk mad sammen og hyggede..



























Og den sidste dag i ferien, tog jeg T. med i parken og så på fugle. Vi spiste madpakker og det var skide hyggeligt, vejret var skønt.








Herhjemme har vi rodet og leget med togbane. Han har virkelig fået øjnene op for det lige pludselig. Specielt det med at samle skinnerne...








En helt vild hyggelig ferie...
Håber jeg også i har haft...?


Bare rolig ..

Der er mange andre indlæg!
TRYK på ÆLDRE INDLÆG her ovenfor ..