onsdag den 24. april 2013

Mit donorbarn Tjalfe #2 - KONSEKVENSERNE ...

Fortsættelsen af dette indlæg...


Der var gået knapt halvandet år fra min X og jeg gik igang med "projektet") og til nu hvor jeg stod der, stolt og gravid. Måske fnyser nogle af jer over at jeg giver udtryk for at halvandet år er lang tid, men det VAR lang tid. Men mest pga. alt for mange forhindringer og alt for meget modstand. Som jeg skrev i det forrige indlæg, så havde jeg nu fået den her helt specielle og helt ubeskrivelige følelse af lykke. Jeg må dog indrømme at jeg i starten, stadig sommetider havde en mistanke om at det var den rene løgn, og at jeg var med i et fup-nummer. For det var så uvirkeligt?

Jeg glædede mig til hver dag i de 9 måneder. Alle de forestillinger og billeder jeg havde i hovedet af mig med stor mave og det største smil i hele fjæset. Om hvordan jeg stolt skulle vise min mave til alle og enhver der passerede min vej, som var jeg den første i verdenshistorien, der nogensinde havde været gravid og haft det sådan! Men der gik ikke mange uger før kvalmen indtog sin plads. (og NEJ det er ikke en sølle 3 måneders kvalme jeg har tænkt mig at whine over i resten af indlægget. Men vil bl.a. gerne fortælle nogle af jer, som har døjet lidt med kvalme et x antal måneder af jeres graviditet, og har whinet over at det har været en svær graviditet - at bare rolig, det har det ikke...)

De første par dage med kvalmen, tænkte jeg tsk, er det bare det?? Det kan jeg sgu godt leve med indtil baby kommer.. 
MEN så kom der bræk. I stride strømme. Floder faktisk. Næ mere som en tsunami der konstant væltede ud af kæften på mig. Fy for helvede, hvis der er noget jeg HADER, så er det da nok opkast! Ar-men jeg kan slet ikke håndtere det. Så bliver jeg sådan lidt 5 år om igen.. 
Jeg spiste ikke. Hvis jeg fik klemt en mariekiks ned, så kom den (og en helt masse andet jeg ikke kunne greje, hvad i alverden var) op igen.. Det var så meget og så længe og jeg fik det så dårligt. Ligesom når man har influenza-opkast. Så har man det bare elendigt non-stop. Men jeg kastede ofte op min.9 gange på en dag. Så min krop blev hurtigt fuldstændig udmattet, og jeg var meget til læge. Jeg kunne ikke passe mit arbejde i børnehaven. Alle de søde børn med deres bussemænd hængende ud af næsen, snot tværs op i øjenbrynet, deres sure madpakker med makrel og ost og deres små numser der skulle tørres. Jeg kunne simpelthen ikke. Havde bare INGEN energi og lå kontant ude på toilettet og brækkede mig... Så jeg måtte melde ud at jeg ikke kunne arbejde mere..

Jeg blev henvist til sygehuset. De synes det var ret voldsomt, men fortalte mig at det sikkert ville gå over igen. 

Det gjorde det bare ikke.

Jeg begyndte til ugentlig tjek på sygehuset, hvor jeg blev vejet og fik akupunktur og piller for kvalmen. Det hjalp bare ikke. Selvom i som har læst det første indlæg, forhåbentlig har fået indtryk af hvor meget jeg ønskede det her barn, så ved jeg ikke om i kan forestille jer hvor chokeret og grædefærdig jeg blev, da der blev meldt ud at jeg altså nok ventede tvillinger! TVILLINGER?? Undskyld, hvad?? Altså som i 2 børn?? Øh undskyld mig liiige et øjeblik, jeg har altså kun betalt for én!!?? Tankerne væltede gennem hovedet på mig. Jeg skulle simpelthen ikke ha' 2 babyer. Det duede bare ikke. Hvem skulle så made og passe nr 2? faren var jo ligesom ikke en far men en donor, hos ham var der sgu nok ikke den store hjælp at hente. Og den "anden mor" som skulle have forestillet sig at være der, var jo ligesom løbet sin vej. Jeg så det ene skrækbillede efter det andet. Mig der sad der med en unge hængende i hver sin pat. To der skulle mades, skiftes og elskes. Af mig. Én person?? Ej nu må galskaben sgu stoppe, tænkte jeg! 
Jeg var ikke glad. Jeg så det ikke lige som en ekstra bonus der var kommet ud af mine anstrengelser. Overvejede om det var straffen for min egoisme i alt dette..

Så de ville gerne scanne mig for at se om der var to hjertelyde, selvom jeg slet ikke var 12 uger endnu. Jeg blev både spændt og irriteret over at få den pludselige melding om at jeg skulle scannes. For den her dag, hvor jeg skulle se min baby for første gang, havde jeg jo forestillet mig og glædet mig til de sidste mange år. Så ville da gerne lige have haft mulighed for at forberede mig, glæde mig.. Desuden var det min far der var med mig til tjek den dag hvor vi fik dette at vide. Hvis jeg havde vidst at det var den dag jeg skulle have min første scanning, så havde jeg ikke slæbt ham med. Vi havde ikke rigtig noget forhold til hinanden. Det havde jeg aldrig følt vi havde haft. Selvom vi boede under samme tag hver dag i 17 år, indtil mine forældre blev skilt. Han er en mand af få ord og følelser og ros er ikke noget han gør så meget i. Han har ikke aldrig formået at udfylde far-rollen gennem vores barndom og mange ting gjorde at jeg faktisk stadig bar nag så mange år efter. Da jeg flyttede hjemmefra (til Ebeltoft)  havde jeg det sådan, at jeg havde lært at acceptere at jeg havde en far som havde været skyld i mange tårer, og som jeg måtte acceptere, bare aldrig blev en stor del af mit liv. Og det havde jeg det egentlig ok med. Men i det halve år jeg prøvede på at blive gravid, flyttede jeg ind hos ham fordi min mor og jeg ikke kunne bo under samme tag. Vi havde alt for mange uoverensstemmelser. Det betød at det var min far jeg boede med og som var der når jeg gang på gang græd over at inseminationerne ikke havde gjort mig gravid. Det var første gang vi sådan havde noget sammen. Jeg følte han lyttede lidt til mig. Og prøvede at trøste. Og så var jeg fan af at han ikke havde 1000 indvendinger imod at jeg ønskede at blive mor på denne underlige måde. Han har måske ikke syntes det var verdens bedste idé men han bakkede op og accepterede mit valg. Det var på det tidspunkt mere end hvad man kunne sige om min mor, så alene dét gjorde, at jeg knyttede mig en smule til ham. Og det var som om at det, at han havde været min skulder at græde på, i "jeg er heller ikke blevet gravid denne gang-situationerne" og det at han havde været en del af min hverdag som handlede om at pisse på en pind i håb om ægløsning osv, havde gjort at vi havde fået noget sammen. Sådan fornemmede jeg det i hvert fald. Han udviste ingen glæde over min graviditet, men han var der. Jeg kan huske hvor ked jeg var af, endelig at vente mit barn og så se hvordan hverken min mor eller far var stolte over at skulle være bedsteforældre. Jeg bildte mig ind at det måske ville komme. 
Men selvom min far og jeg nu var på vej til at få et forhold til hinanden, så ville jeg stadig aldrig have valgt at tage ham med til noget så betydningsfuldt, som den 1. scanning. Men nu var han der jo og det var nu de ville scanne mig. Han spurgte om han skulle gå med eller vente udenfor. Jeg sagde at jeg var ligeglad, og regnede med at han ville vente udenfor. Men han gik med. Først skulle vi lige over chokket og den akavede situation der opstår, når ens far er med inde til scanning og vi begge lever i troen om at alting foregår som det gør in the movies, med gel og scanningsdimmer på maven, men den udtryksløse læge så i stedet, uden yderligere advarsel, jager en kæmpe dildo-lignede tingest op i skrævet på mig! Ja man kan vel godt sige at det var dagens lille overraskelse, både for mig som ikke var forberedt, men lige så meget for min kære fader hvis øjne var lige ved at trille ud af hovedet på ham og jeg kunne nærmest høre ham synke. Derfra gik det strålende. Perfekt faktisk. Skærmen lyste og vi så den her tændstikbaby. Man kunne se omridset af krop, ben og arme. Og det første der sker er at Tjalfe løfter armen og vinker. Lige i det øjeblik ændrede vores liv sig. Mit og min fars liv. Han blev ramt lige i hjertet. Det var dét sekund han blev en morfar! Man kunne se det. Mærke det. Han snakkede stolt og glad om scanningen og om at babyen som han helt sikkert mente var en dreng, havde vinket og spjættet. Jeg var så stolt af min baby. Og også af min far. Han glædede sig nu, det kunne jeg mærke. Og det var endnu en ting jeg følte vi havde tilfælles.

De kunne udfra scanningen konkludere at der nok alligevel kun var en baby, men at man jo aldrig kunne vide sig sikker på sådan en tidlig scanning. Så selvom jeg fortsat levede lidt i frygt, så lettede det en smule. Jeg var til tjek hver uge fordi de var bekymret for mig og babyen. 
Kan huske der var en dag hvor vi sad og ventede i venteværelse for at skulle til tjek. Så spurgte den nye sygeplejerske "hvem er det du er?" jeg sagde mit navn og hun afbrød mig straks med et smil "Nåeh ja det er dig der venter tvillinger! Kom med indenfor.." Jeg tænkte bare "øh hallo søster lystig, hvis der står på dine papirer at jeg skal have tvillinger så vil jeg sgu gerne snart selv vide det???" Kom op og svede over det hver gang der blev nævnt ordet tvillinger...

Jeg tabte mig hurtigt 9 kilo bare ved at kaste op og De sagde at jeg burde indlægges og ligge med drop for at få væske. Det hverken ville eller turde jeg. De sagde at enten skulle jeg være indlagt eller også var der en der skulle passe mig i hjemmet, 24 timer i døgnet. For jeg var virkelig udmattet og afkræftet og kunne ikke noget selv. Stod kun op for at tisse. Mine forældre forbarmede sig over mig og sagde at det skulle de nok gøre skiftevis. Det er jeg dem evigt taknemmelig for!

Med min mor og jeg gik det nogenlunde. Men jeg hadede hende faktisk i perioder. Det er frygteligt at sige, men det gjorde jeg. Synes simpelthen det var så urimeligt at hun ikke bare kunne være glad på mine vegne? Det var okay hun ikke synes det var nogen god ide med den baby jeg ventede mig som enlig og ung. Men så kunne hun da i det mindste acceptere mit valg og bakke op og glæde sig på mine vegne. Blev så forarget over at hun slet ikke kunne se nogen som helst glæde i at skulle være mormor for første og måske eneste gang...

Men mit bræk fortsatte i stride strømme. Jeg fik det hele med: bækkenløsning, halsbrænd, skrækmærker, hæmorider, bumser, knopper overalt, misfarvninger på huden og mine bryster voksede og sprækkede og blødte. Jow jow, jeg tog det hele med - det var næsten som et eventyr... Kan huske min søde læge kiggede på mig og sagde "Ja, men selvfølgelig skal alt det her ske for dig. Du får alle symptomerne på graviditet i ualmindelig høj grad. Hvem skulle det ellers ske for, du er jo aldrig ligesom alle andre.." og puha hvor havde hun ret..
Her er et billede af min hud. Der kom en streg ned af benene, på den ene side var min hud helt lys og på den anden side helt mørk.. så virkelig underligt ud. Er heldigvis gået væk nu..
Bækkenløsning kom tidligt. Startede som smerter osv som andre har i slutningen af graviditeten og blev så frygteligt, at jeg måtte gå på krykker, når jeg skulle ud af sengen eller til tjek på sygehuset. Eller lå jeg på sofaen eller i sengen hele dagen. I 9 måneder lå jeg og så mine forældres liv fra sofaen. Så de gik på job og kom hjem fra job. De lokkede med mad og hjalp og trøstede. De løb frem og tilbage med den ene brækskål efter den anden. Og jeg husker at jeg lå og kiggede ud af vinduet og så sommeren forsvinde, vinteren komme, vinteren blive og op mod terminen, tittede solen frem igen. Det var som en røvsyg bog der aldrig ville ende. Samtidig med at jeg lå sengeliggende i 9 måneder, havde jeg rig mulighed for at dyrke min angst for at tabe barnet og for selve fødslen. Misunde alle andre der kunne gå på job og leve et normalt liv under graviditeten. Jeg lå bare der og rådnede op og følte jeg var 3 år og skulle passes af mine forældre... nogle dage var det lidt bedre og så var jeg lidt oppe fra sofaen og fik taget billeder af maven. De flotte og professionelle af billederne er taget af min gode ven, fotograf Michael With, som besøgte og fotograferede mig i hjemmet..












Jeg havde et par måneder inden terminen, fået en lejlighed. Det var dejligt at være klar til ham kom til verden men jeg var der ikke rigtig for jeg kunne ingenting selv..
Og til sidst blev jeg indlagt. Mit bækken var fastlåst. Jeg kunne ikke røre mig ud af flækken og havde voldsomme smerter. Jeg lå i sengen og kunne ikke engang vende mig om på siden eller bøje mine ben. Jeg havde sygeplejersker på konstant som måtte hjælpe ved toiletbesøg osv. Det var så forfærdeligt og ydmygende at have andre til at bade og vaske én og jeg sad i kørestol resten af graviditeten. Jeg fik indsprøjtninger med blodfortyndende, fordi jeg lå så stille og fastlåst så længe, at de var bange for jeg ville få en blodprop.



Jeg havde termin d.29. april. Men pga. min voldsomme graviditet og smerter, blev jeg sat igang d.26. 
Vi var pænt mange på fødestuen, for jeg havde "inviteret" en del. Min mor, min "pap-mor" og veninde Sofie. Og så havde jeg besluttet mig for at spørge min far også. Han sagde ja. Han havde været så støttende og engageret i hele graviditeten og vist sig som den far jeg havde manglet altid. Han fortjente at opleve det. Desuden er jeg jo adopteret så ingen af mine forældre har oplevet en fødsel..

På fødegangen fik jeg at vide at jeg skulle have en epiduralblokade, dét jeg havde frygtet allermest. Dét ville jeg ikke! Men jordemoderen sagde at det ville blive lidt svært at føde når jeg ikke kunne sprede benene (godt ord igen...) så jeg måtte jo overgive mig. 
Der var blod, skrig, tårer, vold og jeg både besvimede og brækkede mig flere gange. ALt i alt ikke noget jeg husker tilbage på, som en smuk oplevelse, what so ever..

But out he came! Efter ca 12 timers veer. Han var det smukkeste jeg nogensinde havde set. Dog kiggede vi alle 5 undrende på hinanden og spørgende på jordemoderen da der poppede en kridhvid unge ud (med helt sort diller.) ?? Men han var så sød og hudfarve m.m. ændrede sig med tiden... 
Det var i dét øjeblik min mor forstod det rigtigt. Det var der hun blev ramt lige i hjertet og følte sig som mormor. Og det varmede mit hjerte. De er simpelthen blevet verdens bedste mormor og morfar for ham!









At få sin søn op på maven og mærke ham for første gang, er det største jeg har og nogen sinde kommer til at opleve!


Selvom dette lykkelig moment burde være afslutningen, så er historien desværre ikke helt slut. For hele mit valg om at blive mor på denne måde har desværre også haft andre mere alvorlige og personlige konsekvenser. Og nej jeg mener ikke slatne guirlande-patter og strækmærker... 

Men du kan få 3. og sidste del på fredag hvis du har lyst... 
Tak fordi du læste med så lang!



18 kommentarer:

  1. Sikke en graviditet! Det lyder da helt forfærdeligt hårdt :(

    Selvom jeg vidste at bækkenløsning kunne være slemt, kom det faktisk bag på mig at det kan være SÅ slemt. Jeg led selv af en rimeligt slem én (troede jeg) i min graviditet med Asta, men kunne hele tiden vakle lidt rundt. Lyder skrækkeligt at det helt kan "låse" - og det lyder bestemt heller ikke bedre med opkast og kvalme. Sikke en hård ventetid det må have været. Men sikke fantastiske billeder af dig og din smukke mave! Dejligt at du har nogle smukke minder fra en ellers hård graviditet.

    Det lyder rigtigt dejligt at du kom tættere på dine forældre i hhv. graviditet og under fødslen. Og virkeligt dejligt at de er gode bedsteforældre for din søn. Det betyder meget at have bedsteforældre synes jeg - og sikkert ikke mindre, når man vælger at få barn alene.

    Skønne billeder også af Tjalfes første øjeblikke!

    Tusind tak for din levende beretning. Det er en fornøjelse at få lov at høre Jeres historie og du beskriver det virkeligt godt :)

    Jeg glæder mig til - og frygter også lidt - fortsættelsen. Det lyder jo ikke som om det kun har været nemt derfra :(

    Ønsker Jer en skøn weekend!

    Kh. Mirjam

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære søde Mirjam!
      Tusind tak for dine altid søde og detaljerede kommentarer. Betyder alverden at du altid tager dig tid til at svare!

      Ja det var en frygtelig oplevelse. Jeg var heller ikke selv klar over at en graviditet kunne være sådan! Og det har skræmt mig helt vildt.

      Det FORSINKEDE 3. indlæg kommer i morgen!! :)

      Knus

      Slet
  2. Godt du holder pause. Skal til møde kl. 10 med mine lockoutede kolleger og jeg har tårer i øjnene. Du er fantastisk til at skrive altså!

    Tak for de smukkeste billeder og beskrivelse uden filter!

    Glæder mig til fredag.

    Kh Rikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh så sød du er, tusind tak Rikke!!! Er rørt over at du ligefrem blev rørt og synes om min skrivestil ;)
      Og det du skriver med UDEN FILTER, tak for det, for jeg var i tvivl om, om nogen ville synes det var FOR meget og om det var for upassende og stødende for de sarte sjæle..

      UNDSKYLD forsinkelsen, men indlæg 3 kommer i morgen FREDAG!
      Kram fra mig :o)

      Slet
  3. Du deler så ærlig med oss - det er så flott OG spennende å lese. Gleder meg alt til del 3 :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Glad for du læser med, søde :) forsinket del3 kommer i morgen !

      Slet
  4. Føj for en graviditet! Sikke en omgang du måtte igennem. Jeg har aldrig hørt om noget lignende, og heldigvis for det. Tror befolkningstallet i DK ville være en del mindre, hvis det krævede så meget at være gravid. Ikke at jeg mener, at mine børn ikke ville være den omgang værd, nu hvor jeg har dem. Men inden man møder dem og får dem ind i mavsen, kunne man da nok få sine tvivl.
    Uanset hvad klarede du det, og det betød jo faktisk et tættere bånd til morfar, og det er da simpelthen fantastisk.
    God weekend.
    Kh

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja FØJ det var også skrækkeligt! tror du har ret i at færre ville få børn hvis de skulle det igennem. :)
      Knus og tak for din kommentar!

      Slet
  5. Hold da op Meena, jeg sidder med tårerne trillende ned af kinderne, hvor har du skulle uretfærdigt meget igennem, og hvor har du dog bare været så ubeskrivelig SEJ..

    SvarSlet
  6. Hov - jeg fik ikke skrevet færdig ;-) hvor det letter mit hjerte at mormor og morfar, blev til "mormor og morfar" trods den svære start for dem.. Jeg glæder mig meget til 3. del.. Det er fantastisk du deler hele din gribende historie med os, jeg føler jeg har lært Meena mere at kende, og ikke bare "Tjalfes mor med den lækre unge og boligstil" ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Søde Maria. Tak for dine søde ord, er rørt over at mit indlæg kan frembringe tårer hos dig. Og er glad for at du føler du kender MIG bedre nu. Synes selv det er det man mangler, altså at kende den som sidder bag bloggen :) del 3 er forsinket men kommer i morgen :)

      Slet
  7. Det er så rørende læsning. Glæder mig meget til 3. del:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh søde Julie! Tak er glad for du kan lide mine indlæg!! :D Del 3 på trapperne, forsinket, MEN kommer i morgen! promise
      Kram

      Slet
  8. Hvor er det bare en god og rørende historie fra det virkelig liv, så dejligt at du deler med os. Jeg kan virkelig godt genkende det med ikke at have haft en graviditet, der var en dans på roser - det lyder også som en hård en af slagsen du har haft. Håber din historie kan være med til at bryde tabuet om, at man ikke må fortælle det, hvis man ikke bare var super lykkelig under sin graviditet. Glæder mig også til del tre:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Synd at du også har haft en træls graviditet, det er bare ikke sjovt! Ja du har ret man skal helst altid synes at det at være gravid er det mest fantastiske i verden. Det ER det bare ikke for alle :) Del 3 kommer i morgen!

      Slet
  9. Åh Meena, sikke en lang vej I er kommet - dig og Tjalfe OG dine forældre! Jeg kan jo på ingen måde sætte mig ind i din graviditet, men hold op hvor lyder den helt og aldeles forfærdelig!!! Men når det så er sagt, ser du altså virkelig godt ud på billederne (ikke det med benene!) - jeg er vild med det, hvor du sidder i vindueskarmen. Det rummer så meget! Og så lidt brok - det har været fredag!!!;) Glæder mig til sidste del af Tjalfe-Triton-trilogien!

    SvarSlet
    Svar
    1. Søde fru fausing!!

      Tak for din kommentar! :) Ja det har været en hård vej. Bliver selv helt overrasket når jeg læser det selv, altså skrevet ned, sådan med detaljer, så bliver jeg mindet om hvor meget det krævede for alle at han skulle være en del af os! Det blir glemt i hverdagen. Haha nej det med benene var knapt så kønt! :D tak, elsker også selv billedet med vindueskarmen!

      Kan fandeme godt forstå du BROKKER dig, dame! Det er vildt ringe og jeg LOVER at 3. del kommer i morgen (fredag)
      Kram herfra!

      Slet
  10. Sidder lige og læser alle dine personlige indlæg - wauw de er stærke og skønne!!!

    SvarSlet

Bare rolig ..

Der er mange andre indlæg!
TRYK på ÆLDRE INDLÆG her ovenfor ..