torsdag den 18. april 2013

Et personligt indlæg om MIT DONORBARN TJALFE




Det her er et personligt indlæg for mig. Det handler om mit livs valg. Om min store drøm. Og om at have gået en hård og lang vej før drømmen gik i opfyldelse. 
Så håber du har lyst til at læse med, om hvordan lille Tjalfe blev til?

Ligesom at mange andre fra barnsben har vidst at de ville være brandmand, jordemoder, politibetjent eller popstjerne, har jeg altid vidst at dét at blive mor, var mit "kald." 
Jeg har altid haft et meget stort og måske meget ekstremt ønske om at få børn. Og ikke når jeg blev 30. Nærmere så snart det var muligt. Det har fyldt i mit hoved siden 14-års alderen. 

Jeg er til kvinder og har derfor altid vidst at det ikke bare var noget der kom naturligt, det der med at blive gravid. Det var noget der skulle planlægges til mindste detalje. Allerede som 18-årig begyndte tanker at kredse om "nu er det nu!" Jeg følte virkelig det var dét, der ville kunne udfylde det tomrum og den nærmest sorg jeg følte indeni, når jeg så andre med børn. Jeg tror aldrig rigtig jeg turde fortælle folk præcis hvordan jeg havde det, og hvor meget det fyldte i mit liv, i så ung en alder. For så sagde folk: Aj helt ærligt, slap nu af, du har hele livet foran dig! Nyd nu din ungdom, tag ud og drik dig fuld og fest igennem, tag ud og oplev verden, og få dig en uddannelse, så kan du sgu da få unger når du har gjort alt det du ville.." 

Men jeg stod fast ved følelsen af at det var det her jeg skulle. For jeg havde personligt ikke noget behov for at opleve verden eller få en uddannelse først. Og jeg festede aldrig, gik ikke i byen eller drak. Jeg har aldrig haft den der ungdommelige periode i mit liv med druk og fester og behov for store sociale netværk. Jeg har haft travlt med at glæde mig til at stifte familie. Når jeg skriver det ned nu, kan jeg godt forstå hvorfor folk omkring mig, specielt mine jævnaldrende, har syntes det var fuldstændig underligt. Men jeg kunne jo ikke ændre på mine følelser, drømme og den person jeg var. 

Mig som 19-årig

I 2009, da jeg var 19, var jeg sprunget ud og havde en kæreste jeg havde kendt i flere år. Vi mødtes på efterskolen og var kærester i smug. Men hun var slet ikke klar til at springe ud dengang så det foregik i al hemmelighed og endte derfor hurtigt. Men et par år efter fandt vi så sammen igen. Hun var igang med at uddanne sig til kok og havde allerede en lærerplads i Ebeltoft. Så jeg fik opsagt mit job og flyttede langt væk fra min hjemby og familie for at bo med hende i Ebeltoft. Hun har altid kendt til mit store ønske om børn, så det kom nok ikke bag på hende da det kom på tale. 
Men det var en længere process. Vi havde nogle fyre, nogle af dem var homoseksuelle, som tilbød at hjælpe os gratis. Men vi snakkede med en advokat, som fortalte os at selvom vi lavede en kontrakt med en af de mænd, om at det efterfølgende skulle være os, der skulle have den fulde forældremyndighed, så havde vi ingen rettigheder, hvis han fortrød og hev os i retten. Så den mulighed blev hurtigt strøget. Vi ringede rundt til alle landets privatklinikker for at høre om de ville inseminere mig. Ingen ville. Pga. vores alder, ville ingen af dem gøre det, de ville ikke engang have os til samtale, for så at overveje det. Jeg var helt knust og følte mig uretfærdigt behandlet. For jeg synes ikke man kan dømme nogen som helst på deres alder. Jeg var godt klar over at ingen af mine veninder på min egen alder, dengang ville være klar til at blive mor. Men jeg hadede at blive puttet i en kasse. Endelig fik jeg snakket med Susanne fra klinikken Vitanova i København, som sagde at de gerne ville have os til en samtale først. Endelig mødte jeg en der ville lytte til os og som tilføjede at de tit havde folk på 30 og opefter der var langt mere uegnede forældre end vi var, på trods af vores alder. Efter nogle samtaler, blev vi godkendt som par! 

Men det var ikke slut her.

Min x-kæreste og jeg besluttede os for at flytte i en større og pænere lejlighed, stadig i Ebeltoft. Meningen var at der var et ekstraværelse til min barmdomsveninde Sofie, for det havde været planen at hun gerne ville bo sammen med os og det kommende barn, for at være tæt på mig og få et forhold til barnet, og så skulle hun alligevel studere i Århus. 
Vi aftalte med klinikken at jeg skulle insemineres allerede i august måned (2009) når jeg fik ægløsning. Alt var planlagt, min X havde bedt chefen om lov til evt. at gå lige pludselig, hvis jeg fik ægløsning, så vi kunne skynde os at springe på et tog til københavn. Vores familier vidste alt om babyplanerne og vi og min veninde Sofie, var lige flyttet ind med os i den nye lejlighed. 

MEN SÅ 2 UGER FØR jeg skulle insemineres, skred min daværende kæreste! Ja du læste rigtigt. Hun kom da lige i tanke om at hun faktisk ikke ville have et barn alligevel? Jeg var dybt ulykkelig og kunne slet ikke forstå hun havde kørt den så langt ud, et halvt år med samtaler og afslag fra klinikker, for så endelig at blive godkendt og have investeret i ny lejlighed til formålet, og så komme i tanke om at vi ikke skulle være sammen alligevel. Jeg var både såret og vred over at hun skred fra mig og hele vores situation, men jeg tror lige så meget det var den sorg over at hendes valg havde knust hele min drøm om at blive mor. Den drøm jeg var SÅ tæt på nu.. Og desuden stod jeg nu med en lejlighed jeg ikke kunne betale uden hende, i en by hvor jeg ingen kendte.  


Jeg var nødt til at konfrontere klinikken med hele situationen om at der kun var mig nu. Jeg havde tænkt virkelig meget over hvad jeg ville. Skulle jeg så satse på at blive enlig mor? VÆLGE at blive enlig mor. Folk sagde "jamen så må du jo bare vente nogle år indtil du finder en ny kæreste.." Men DET kunne jeg bare ikke! Tanken gjorde mig dårlig. Jeg var så tæt på, jeg ville ikke give op nu, jeg kunne ikke bare sådan ligge det på hylden. Men vidste godt at når det havde været så besværligt at blive godkendt som par, så var chancen for at jeg, som enlig-19-årig-lebbe ville blive godkendt, lig med 0! De bad mig komme til samtale. Jeg drog til København med ondt i maven af bare frygt for at de ville afvise mig Men jeg blev godkendt, som den første 19-årige enlige kvinde. Dog blev vi enige om at jeg skulle vente til jeg var flyttet tilbage til min hjemby og fået styr på det økonomiske. Men det var okay, min drøm levede endnu!

Jeg flyttede tilbage til min hjemby og boede hos min far. Jeg fik arbejde i en børnhave og kom lidt ovenpå igen. Dog kredsede mine tanker kun om ønsket om det her barn. Så jeg kontaktede klinikken og fortalte at jeg havde styr på mit liv nu og var klar. Så fik jeg købt sæden. Og det foregår således:
Man bestiller det på nettet, man kan godt kalde det for en webshop med sæd. Der er vildt mange donorer at vælge imellem og der er online katalog med oplysninger, stemmeoptagelser og babybilleder af donerne. Og det er umuligt at tage seriøst at skulle sidde og beslutte hvilken af disse babyer man vil blande gener med. Havde ikke nogle krav, andet end at det skulle være en åben donor. Og at jeg skulle have en god mavefornemmelse med den donor jeg valgte. (Læs med i næste indlæg for flere detaljer.)
 Når man har besluttet sig, putter man i kurv, fuldstændig som når man shopper tøj, og så får man det fragtet!! Shit jeg synes det var underligt. 

Nu var jeg klar til første forsøg. Men jeg måtte holde det hemmeligt for min arbejdsplads, hvilket gjorde det problematisk, pludselig at skulle melde mig syg da ægløsningen kom, og jeg skulle afsted til Kbh ASAP. 
Første gang jeg skulle insemineres var jeg spændt og nervøs. Jeg vidste ikke hvad jeg var gået ind til, om det gjorde ondt osv. Desuden var jeg "palle alene i verden," for Sofie boede i Århus nu, min far snakkede jeg ikke så meget med, selvom jeg boede der og min mor og jeg var ikke på talefod og jeg havde ikke engang fortalt hende, at jeg skulle afsted.
 Så jeg måtte tage toget alene til København. Jeg husker hvor ensom jeg følte mig, at skulle noget så stort i mit liv, helt alene. Hele oplevelsen omkring den første insemination, var meget overraskende. Jeg følte lidt det var som at træde ind i en butik; 
Hej dame ved skranken - meena du tager bare plads i sofaen der - okay - vente vente og nervøsitet i sofa - jordmoderen kommer - hej Meena kom du med mig - ind i rum med briks - værsgo og ligge dig og spred benene så kommer jeg lige med sæden - vente vente og med prisen for haletudserne taget i betragtning, forventer jeg hun kommer med en kæmpe dunk med hvidt stads - dame kommer ind med det mindste rør/sprøjte med den mindste klat sæd jeg nogen har set (ikke at jeg har set så meget af det irl) - kigger igen på den alt for lille klat og tænker 'hvis du tror du kan gøre mig gravid med det der??!' og 'hey giv mig mine penge tilbage' - sprøjte sprøjte en fremmed mands sæd op i mig - av av - fucking av - dame beder mig blive liggende et kvarter for at sikre mig at det ikke falder ud - FALDER UD??? Øh dame, ved du hvad jeg har betalt for det her? - dame forlader rummet - ligge ligge og tænke 'jeg er alene og hvad har jeg rodet mig ud i - forlade rummet efter et kvarter og mærke hvordan fremmede mands sæd falder lidt ud - panik - total klamt - dame ved skranken der spørger "nå, vil du bare tage den på beløbet?" - køre dankort igennem og købe kommende barn på beløbet - farvel og tak - 5 timers togtur hjem. 

Jeg blev ikke gravid. Det var jeg både skuffet og overrasket over, da jeg havde fået at vide at jeg var sund og meget ung, så det med at gøre mig gravid, var som at knipse med fingrene. Jeg kunne ikke fortsat rejse til kbh hver gang, så jeg kontaktede Diers Klinik i Århus, som havde afvist min X og jeg dengang. Liza var så sød og forstående og sagde god for at jeg måtte blive overflyttet til hende, så turen ikke var så lang. Det var den bedste beslutning i mit liv. Hos hende var alting meget mere personligt og man følte ikke bare man var et nr i køen. Desværre brugte jeg flere forsøg hos hende hvor jeg heller ikke blev gravid. Jeg var til ekstra gynækologiske undersøgelser, fordi lægerne troede jeg fejlede noget. Og da jeg ringede til sædbanken og ønskede at bestille mere sæd, fik jeg at vide at ham donoren jeg havde brugt indtil nu, desværre var UDSOLGT! Udsolgt, jamen hvad fanden i helvede skal jeg så gøre? Finde en ny "far" til mit "barn.?" Så jeg måtte på jagt efter sæd i webshoppen....

Mit 5. forsøg var mit sidste forsøg havde jeg besluttet. På det tidspunkt havde jeg ingen tiltro til at jeg kunne blive gravid og havde hverken psyke eller penge til at fortsætte. Så min læge havde foreslået at jeg skulle henvises til det offentlige... De andre 4 gange havde jeg fået det røde inden jeg overhovedet nåede til det med at tage en graviditetstest. Efter 5. forsøg hos søde Liza, kredsede mine tanker på ingen måde omkring "mon jeg er blevet gravid?" En dag kom jeg til at se at jeg var gået to dage over tid uden at have opdaget det. Jeg nævnte det for lægen, som jeg var oppe ved mht henvisning til det off. Hun var helt oppe og ringe og insisterede på at jeg øjeblikkeligt skulle ud og tage en test på hendes toilet. Jeg var ikke spændt eller forventningsfuld. Som jeg havde regnet med var der kun 1 streg. Hun beklagede på mine vegne og undskyldte hendes unødvendige  begejstring.. testen blev lagt på bordet og vi sad og drøfter det jeg var kommet for... pludselig lyser hun op: ER DET BARE MIG ELLER ER DET STREG NR 2 JEG KAN SE??? Og rigtig nok. Der var kommet 2 streger!!!!
Jeg havde forestillet mig dette øjeblik i mindst 4 år. Men jeg blev ikke glad, jeg var bare mistroisk. Jeg troede simpelthen det var løgn..
senere på dagen tog jeg 4 mere (to af testene til 99,- stykket) og de var alle positive! Jeg kunne have skreget af glæde, hvis ikke jeg havde siddet på toilettet på min arbejdsplads! 



Denne følelse af lykke havde jeg aldrig oplevet? Jeg var så glad og lettet og fløj rundt på en lyserød candyflossformet sky! INTET i verden kunne ødelægge denne følelse. Nu skulle alt være lykkeligt. 

-Troede jeg.



fortsættelse følger....




25 kommentarer:

  1. Åh nej, du kan da ikke stoppe der!!! Det er for stort og spændende!!! Og en mere medfølende kommentar må du ha' til gode til i morgen - jeg er gået i seng. Og sådan et indlæg fortjener et pc-svar:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Så er jeg tilbage! Lysvågen og med fingrene på tastaturet:)
      Søde Meena - tak fordi du åbner op og lukker ind, det er sejt og modigt!!! Det er desværre (?) nok umuligt for mig at holde mig på din halvdel i denne kommentar, da det jo rammer lige ind i en masse følelser og erfaringer, jeg kender alt for godt til.
      Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har undret mig over, at du i så ung en alder er mor til et donorbarn - med det ment, at mange jo bliver gravide i en tidlig alder, men meget få gør det velovervejet og ved hjælp af fertilitetsbehandling. Så dejligt at få det "opklaret".
      Jeg forstår så ganske udmærket, at du valgte at fortsætte behandlingen, selvom du pludselig var alene om det. Når man er så langt, som du var, i tanker og følelser, kan man ikke bare sige stop - lige gyldigt hvad andre mener! Vi her hjemme ville have haft et stort problem, hvis Jess havde sagt nej til at forsøge med donorsæd. Selvom jeg altid har sagt at det var os, mig og ham, kærligheden over alt andet, tror jeg helt ærligt ikke, at jeg ville kunne ha' stoppet. Til det var vi kommet for langt! Jeg ved ikke, om du har læst mit indlæg om vores sæd-shopping tur? (http://frufausingsfiflerier.blogspot.dk/2012/12/find-fem-fejl.html) For det var præcis lige så surrealistisk, som du beskriver. Især fordi jeg jo havde et pragteksemplar af en mand ved min side, som ingen af 'kandidaterne' ku' leve op til. Og så syntes jeg, det var vildt fjollet, st de fleste var 20 år yngre end ham! Vi valgte derfor at lade klinikken vælge sæd. Men jeg stemmer i med Anne-Sofies kommentar - du endte tydeligvis med den helt rigtige donor:)
      Jeg glæder mig VANVITTIGT til at høre fortsættelsen af din fortælling. Jeg får helt ondt i maven over at spekulere på, hvorfor det ikke bare blev lykkeligt?!
      Dejlig weekend til dig og Tjalfe:)

      Slet
    2. Hihi smiler, tak for dine MANGE ord!
      Jeg kan fuldstændig forstå hvorfor du har tænkt sådan, det her er jo også et slags særtilfælde, For JA der er sgu mange unge som kaster sig ud i det af useriøse årsager, "Ups-ere" og på ingen måder velovervejet. De typer personer, kan jeg ikke udstå! det er "deres skyld" at folk (inkl dig) tænker sådan om MIG på forhånd, uden at kende min historie. :)

      Er glad for at du (som taler af erfaring) kan følge mig i det der med at man altså ikke BARE ligger sådan noget på hylden, bare fordi den anden part smutter! Tror jeg du er den første der har forstået :)

      JA læste godt dit indlæg (griner) det er for sygt, den måde det foregår på! :D

      Jeg håber at få skrevet indlægget onsdag, så du kan få resten af historien ;D

      Knus fra Meena

      Slet
  2. Sikke et dejligt, personligt og tankevækkende indlæg- jeg vil glæde mig til det næste:-) og hvor er du da forresten sej!

    SvarSlet
    Svar
    1. TUSIND tak søde fie. :) du kan se frem til onsdag hvor jeg regner med at poste slutningen :D Tak for at du læser med ;)

      Slet
  3. Wauw Meena! Sikke et fantastisk indlæg. Både virkelig personligt, sjovt og tankevækkende. Det er virkelig sejt gjort, og man skal jo følge sine drømme uanset hvad andre mener og selv vil. Og helt ærlig, så tror jeg den endelige donor var den rigtige - for hvor herlig ser lille Tjalfe ikke ud til at være?
    Kh

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød Anne-sofie :) tusind tak for de pæne ord, jeg er også glad og stolt af mit valg og ja du har RET det var det helt rigtig donorvalg! :D

      Slet
  4. Wow Meena, TAK fordi du vil dele denne fantastiske rejse med os.. Jeg kan slet ikke vente med at læse videre :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, jeres kommetar og dét at i læser med, betyder alverden ! ;)
      regner med fortsættelse kommer ons !

      Slet
  5. Dejligt og personligt indlæg .. Kender helt til det med at drømmen og meningen med ens liv er at blive mor .. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vidste ikke at du også havde det sådan søde :) kan du og J. så komme igang med at få produceret nogle lækre unger.. i er jo for helvede så meant to be altså ! <3

      Slet
  6. Kære Meena,
    fantastisk at lære dig bedre at kende, og høre om din vej til at blive mor til skønne lille Tjalfe :) Det er virkelig godt at du fulgte din drøm og fik dit ønskebarn. Og jeg kender udmærket følelsen af at være meget klar til at få børn - selvom man ikke har travlt i forhold til alder. Jeg har også altid vidst at det var noget jeg ville - uanset hvordan alt andet så måtte flaske sig med hensyn til partner og uddannelse.

    Jeg glæder mg til at læse med på næste indlæg også.

    Ønsker dig den allerbedste dag :)

    Kh. Mirjam

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, jeg er glad for at i vil læse med, den historie er jo en stor del af MIG så tænkte det var på tide i fik den her på bloggen ;)
      næste indlæg forventes onsdag :)
      Kram Meena

      Slet
  7. Stærkt indlæg skrevet af en stærk kvinde...glæder mig til næste del...og vil udfordrende spørge om du er klar til at få kærlige klap og konstruktivt mod- og medspil fremover?..;)
    Hilsen Marlene

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det, næste del kommer nok ons.. :)

      forstår ærlig talt ikke hvad du mener eller hvad der er du "vil"? Du har skrevet noget lign- før og jeg er helt forvirret? :)
      du fyrer den bare af med spørgsmål eller hvad du har lyst til :D

      Slet
  8. Hey!!! Ik ok at stoppe sådan!!! :) spændende og en fed tilgang til BARE at ville noget så meget

    SvarSlet
    Svar
    1. TUSIND tak. ! :) haha, ej kunne høre der var flere der var utilfredse :D regner med at næste del kommer ons ;)

      Slet
  9. 1000 tak fo et fantastik indlæg, har ikke fulgt dig så længemen syntes da du er alt for sej :-)
    Et ønskebarn er et ønskebarn :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :) dejligt du følger med ! Hvad mener du med et ønskebarn er et ønskebarn? :o)

      Slet
    2. Jeg mener er ønskebarn er et ønskebarn, fordi jeg selv ventede meget længe før det lykkedes at min søn kom til verden, og havde næsten opgivet håbet.
      Men nu er han her,3 år, og jeg kunne ikke forestille mig en verden uden ham :-)

      Slet
  10. Spennende - jeg vil lese mer :)

    SvarSlet
  11. Er du mon på Instagram, så jeg kan følge din hverdag? Jeg er: camillemilk

    SvarSlet
  12. Fanastisk indlæg - er helt opslugt. Du er nødt til at få skrevet fortsættelsen da. <3

    (Ps. Du er en utrolig sej kvinde!)

    SvarSlet
  13. Jeg har fuldt dig længe nu, syntes jeg, og alligevel blev jeg lidt overrasket over at du er til piger, har du ikke nævnt det før, eller er det bare gået min næse forbi?
    ( Vil lige sige jeg INTET har imod det, jeg havde bare ikke fået den fornemmelse, forstår du? )

    SvarSlet

Bare rolig ..

Der er mange andre indlæg!
TRYK på ÆLDRE INDLÆG her ovenfor ..