onsdag den 30. januar 2013

Om en skøn kvinde, tsunami & tiltrængt voksen-tid....





Igår aftes prøvede jeg det der "voksen-tid
- sammen med denne skønne kvinde...



Kvinden er min kære moder og vi var igår i bio og se en ret fantastisk og helt forfærdelig film!
Hvis du ikke har set "The Impossible," så vil jeg anbefale dig at  få lettet måsen og slæbe én du kan lide, med ind og se den...

Det er filmatiseringen af tragedien om den frygtelige Tsunami der i 2004 ramte Thailand! Det er en sand beretning fra en familie der overlevede tragedien. 
Jeg tudede det meste af filmen igennem, i parentes: jeg skulle virkelig koncentrere mig om ikke at hulke! Selvom jeg var helt opslugt af filmen og fokuseret på handlingen, må jeg indrømme at det eneste jeg tænkte på hele filmen igennem var Tjalfe! Ikke fordi jeg var væk fra ham for en gangs skyld, men mere på grund af den forfærdelige handling, som hele tiden skubbede mine tanker over på at "det kunne have været os?" Det kunne have været MIN lille  Tjalfe der var blevet dræbt eller skyllet væk fra SIN mor?? Jeg kunne slet ikke bære tanken. Tænk på alle de hjælpeløse børn der blev dræbt. Så "forestillede" jeg mig (mod min vilje) helt automatisk hvis det HAVDE været os, tænk hvordan det må være ikke at vide om ens børn ligger druknet et sted eller om man nogensinde finder dem? Jeg har virkelig tænkt meget over den efterfølgende. Da jeg kom hjem igår havde jeg bare følelsen af taknemmelighed og havde mest lyst til at gå ind og vække Tjalfe og bare kysse og kramme ham...

Min mor og jeg havde en helt vildt hyggelig aften. Det var tiltrængt kvalitetstid for vores vedkommende. Og for mit vedkommende var det bare tiltrængt VOKSENTID! At komme ud og "opleve" noget (så ligegyldigt som en film i bio,) som ikke indebærer Tjalfe, lortebleer, tøjvask og lektier.  FAKTISK så indså jeg at sidst jeg var i biografen sådan rigtig hvor jeg sad uforstyrret og så en hel film, er 2,5 ÅR SIDEN!!! Wauw, det er sgu da lidt vildt? Jeg har haft Tjalfe med i babybio et par gange, men der kan det diskuteres hvor meget man fik med af filmene, med 30 skrigende spædbørn omkring én..

Så det VAR tiltrængt! Og virkelig skønt. Min mor og jeg fik snakket og hygget og det er længe siden.

Jeg håber jeg kan få jer lokket ind og se denne film, synes virkelig den er værd at tage afsted og se! Specielt jer med børn, vil den ramme...


Smil fra Meena, som skal op og have rykket en tand ud i morgen og er ved at skide i bukserne af bare skræk!!! (og som håber hun snart får tid og overskud til at være lidt mere tilstedeværende her i blogland....)

(tak til min søde far der passede min dejlige dreng og gjorde det muligt for mig med denne skønne aften)

onsdag den 23. januar 2013

Om at være bange for at miste sine "kunstneriske evner..."





Jeg har siden jeg var en 13-14 år, tegnet portræt tegninger. Dengang brugte jeg adskillige timer på det. 
Og jeg kan huske at jeg sad der, gang på gang og tegnede andre folks børn, forevigede det dyrebareste de ejede. Jeg smilede med en lille tåre i øjenkrogen og sommerfugle i maven og tænkte "en dag er det mit eget barn jeg skal tegne!" Jeg glædede mig helt ubeskriveligt til at blive mor og til at kunne kreere "kunstværk" efter "kunstværk" af et barn der var af mit eget kød og blod. Årene gik og jeg fik andre ting at se til. Så portræt-tegningerne blev lagt på hylden...

blev jeg selv mor og fik muligheden for at tegne Tjalfe, som var den smukkeste baby. Og dét som jeg havde glædet mig så inderligt til i så mange år, skræmte mig fra vid og sans. Jeg tænkte virkelig meget og virkelig tit på det. 
Men tænk nu hvis de mange års pause nu havde gjort, at jeg slet ikke kunne tegne længere? Altså hvem siger at man ikke bare kan miste de der kreative evner hvis man ikke holder det ved lige. I snart 2 år har jeg haft muligheden. Men jeg TURDE ikke! Jeg vidste hvor knust og ulykkelig jeg ville blive hvis jeg rent faktisk ikke kunne længere.

MEN i december (2012) besluttede jeg mig for at min søsters julegave skulle være meget personlig. Jeg ville forsøge at tegne et portræt af hende og Tjalfe. Jeg sad flere gange foran det blanke papir og bare stirrede på det i evigheder, med svedige hænder og hjertebanken. Så pakkede jeg det væk igen... 
....kom tilbage.. tegnede en streg... og gik igen... 
Selv da jeg så havde fået tegnet halvdelen, blev jeg bange for at jeg ikke kunne tegne resten. Og én ting er at tegne noget der ser pænt og virkelighedstro ud. En helt anden ting er at få personerne til at ligne! 



Beklager kvaliteten. Da det er tegnet på A3 tegnepapir, kunne den ikke komme i min scanner...
Så jeg har bare taget et billede af selve tegningen.


RESULTATET blev fantastisk. Er så tilfreds. Specielt min søster ligner så meget, at det er helt skræmmende at kigge på tegningen for længe! Jeg kunne med ro og stolthed i hjertet overrække denne gave til min søster. Min søster er ikke typen der sådan smider rundt med rosende ord eller viser hendes følelser, så havde ikke forventet nogen reaktion, mere bare et tak af ren høflighed. Men hold op det blev modtaget med åbne arme. Hun blev så glad. Hvor er jeg glad for jeg gjorde det. 

Nu skal jeg simpelthen til at tegne igen! Masser af portrætter af min lækre dreng....

torsdag den 17. januar 2013

Om gensyn, gamle veninder og tandpine...


Nogle af jer har sikkert bemærket at jeg den sidste uges tid har været lidt fraværende her i blogland. Det skyldes en forfærdelig tandpine og en smertefuld men dejlig weekend!





Da jeg var ung gik jeg på efterskole. En efterskole for dansere. Ja det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det, men jeg har danset i 14 år. Jeg elskede det og levede og åndede for det dengang. Derfor gik jeg 2 år på den fantastiske danse-efterskole i Hoptrup (næsten nede ved grænsen.) Men jeg havde også mange andre drømme. Den ene af dem var at blive mor. Det blev jeg og jeg har desværre ikke danset siden. 
Mine efterskoleår var de 2 mest spændende år i mit unge liv. En oplevelse alle burde have og jeg synes nærmest efterskole burde være obligatorisk! Jeg fik dengang nogle rigtig søde veninder. Vi var 5 piger der altid gik sammen. Men efter opholdet på efterskolen ebbede venskabet til de 4 af dem ud. Den ene har jeg set lige siden og er en af mine bedste veninder. De andre har jeg stort set ikke haft kontakt med siden. (udover FB..)

For nogle mdr siden foreslog de at vi alle skulle ses igen. Som i gamle dage. Jeg havde egentlig ikke forventet at det ville blive til noget. Regnede faktisk med de stort set alle ville melde fra inden vi nåede d.11. januar. Men det var ikke tilfældet. Og heldigvis for dét! 

I fredags kom de så helt fra København, Fyn og Sønderjylland. 
Der var sket så meget siden sidst vi sås. Og sidst vi kendte hinanden. Ja jeg var jo blevet mor i mellemtiden. Det var virkelig fedt og underligt at se dem efter 5 år og overraskende nok var de ligesom dengang og vores weekend sammen var rigtig hyggelig. Det var nærmest som "dengang." 
Desværre havde jeg voldsom tandpine og var på morfin hele weekenden. Puha det var slemt. Var fra fre-mandag, nødt til hver 6. time at tage 2 ibumetin, 2 panodil og 1 morfin, for bare at tage toppen af smerten!!
Det har efterfølgende resulteret i en ulækker tandlægeregning på 3600,- 
FØJ jeg synes de hersens tandlæger er feje med deres priser!


'

Her får i lidt billeder fra vores weekend med masser af god mad, snak og flashbacks...

























Tjalfe skulle lige sluge at der skulle bo så mange fremmede piger i "hans hus," men han blev ret vilde med dem og har efterfølgende spurgt efter dem utallige gange. Så kalder han "piiiiger...?"

Om lørdagen sov Tjalfe hos sin morfar for første gang og det lød til at have været en succes! 

Takker 
Kisse, Monti, Lotte & Jenny (som ifølge Tjalfe hed Lala & Dennis... haha
-for en dejlig weekend, som forhåbentlig skal gentages i fremtiden!




torsdag den 10. januar 2013

Mine Multi-colored Elements ... og de andre fine gaver!





Jeg fik 2 tallerkener fra ROYAL COPENHAGEN'S multi-colored elements, i julegave af min far og papmor. De faldt så lige i rimelig god jord og resulterede i en samling på 4 stk smukke tallerkener!








Når man er voksen er det jo ikke ligefrem julegaverne der er det mest fantastiske ved sådan en juleaften.  Måske fordi man har lært at sætte pris på de andre ting som f.eks. traditioner og det at være sammen som familie. Måske også fordi man ikke får mere end et par få gaver (og ved hvad de fleste indeholder..) Men jeg fik da et par andre ting som i også skal se...






Den sorte neglelak og disse øjenbryn's-skrabere (eller hvad man vil kalde dem) fik jeg af min søster. Det er en virkelig smart opfindelse der gør hverdagen nemmere for mig. Jeg har nemlig ikke særlig tit tid til at bruge 45 min for at fjerne mine øjenbryn med en pincet. Men denne her: 20 sek og VUPTI! Done.... smart!


Tjalfe havde i dagplejen lavet dette håndaftryk og en fint lærred med påklistret fjer m.m. 
Tænk at sådan en gave kan betyde så meget bare fordi det er fra ham...









Af Christian og min "papsøster" Silje, fik jeg et tandbørstekrus fra NEON LIVING



Og disse fine magneter og beholdere, også fra NEON LIVING 


Af min Mama fik jeg en (allerhelvedes) masse fine rammer, som gjorde at jeg nu ENDELIG har fået lavet min galleri-væg i stuen! Det skal jeg nok vise frem meget snart her på bloggen. Det er blevet så fedt!


Nu vil jeg glæde mig til en speciel weekend hvor jeg får besøg af 4 tøser fra min efterskoletid. Det bliver spændende, især fordi 3 af dem er nogen jeg ikke har set i mange år!

Go' weekend derude!

C h r i s t m a s E v e



Juleaften holdt vi hos Tjalfe's Bedste. (Min papmor, min fars kæreste) sammen med hendes forældre, hendes tre børn og min far. 

Hun er jordens rareste menneske og Tjalfe elsker sin "bebbe" (bedste) 
Ungerne er så gode ved ham og han elsker at lege med dem selvom de er meget større.
Det var bare en helt fantastisk aften med lækker mad, gode gaver og masser af gangnam style!

Julemanden (som denne gang var morfar) kiggede igen forbi. Tjalfe tog stolt imod gaven fra julemanden. Han gik og sagde "ho ho" resten af aften.

Her er juleaften i billeder...




















































Jeg synes juleaften var noget helt andet i år, sammenlignet med sidste år hvor han var meget lille, ikke forstod noget og blev båret rundt om træet. 
I år gik han pludselig op i det med julemanden, han kunne selv gå med rundt og synge salmerne om træet og han synes det var hyggeligt at få pakker. Vi fik alle med ud af det i år hvor han var mere selvstændig. 

Hvad med jer, havde i en god juleaften?

Bare rolig ..

Der er mange andre indlæg!
TRYK på ÆLDRE INDLÆG her ovenfor ..