Vi har været i gang med 'Brødrene Løvehjerte' som godnatlæsning. Det er en fortælling jeg husker meget tydeligt fra min egen barndom som noget der på en eller anden måde har fået betydning helt inde i hjertet.
Og jeg har været helt rørt i forbindelse med at introducere den for mit eget barn. Jeg har altid tænkt at mine børn skulle vokse op med alle de (efter min mening) FANTASTISKE Astrid Lindgren historier, og ISÆR Brødrene Løvehjerte!
Men det er ikke et specielt børnevenlig emne og indhold og handlingen kan virke voldsom og sørgelig. Børn der dør og folk som hader og dræber hinanden. Men det er simpelthen så smuk en fortælling. Jeg har altid tænkt at mine børn skulle høre den når de blev ældre. Men Tjalfe har længe snakket om døden. Og her på det sidste er det blevet endnu værre. Han er bange for at dø! Bange for at jeg skal dø. Han siger konstant ting som "jeg håber jeg dør i morgen, for jeg vil ikke have du dør først, for så kommer jeg til at savne dig"
Hvad svarer man til det ? Jeg synes det er tidligt han bekymrer sig om den slags og at det fylder i hans hverdag dagligt. Men selvom han kun er 4 år vil jeg ikke lyve og sige 'bare rolig jeg dør ikke' .. Det svar kan jeg ikke byde ham - Hvad hvis jeg dør i morgen?
Men så var det oplagt at forsøge med denne bog som netop handler om at være bange for at dø og som fortæller om Nangijala, et smukt sted man kommer hen når man dør hvor man kan mødes igen.
Og Han ELSKER den!
Sengetid er ifølge Tjalfe, pludselig blevet det bedste tidspunkt på dagen!
"A portrait of my child, once a week, every week in 2015"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar