I lørdags havde Tjalfe og jeg en succes-oplevelse. Og nu tror du sikkert der er sket noget fuldstændig vildt crazy? Så vil du nok grine lidt når du hører hvad det gik ud på.
Vi var i biografen!
For mange ville det sikkert være noget helt naturligt og slet ikke noget at skrive hjem om. Men for os og specielt for mig, er det virkelig stort. Og det har krævet mod. Det kan lyder helt åndssvagt, men der har været så mange udfordringer i forhold til Tjalfe. Hans voldsomme temperament og vilde udbud i offentligheden, har gjort at jeg har været meget usikker i rollen som mor, når det gælder det at være ude blandt andre. Bare sådan noget som at tage ham med ud og handle, har kunne få mine håndflader til at dryppe af sved! Jeg synes det er så pinligt at stå der i Kvickly blandt så mange mennesker når han får sine raserianfald, for kan se på de fleste folk omkring mig at de har dømt mig på forhånd: "Tsk tsk endnu en af de der unge mødre…. "
Så jeg har undgået at have ham med steder hvor der sådan er andre. Og jeg ved godt det lyder helt forfærdeligt, og det er det egentlig også. Men jeg har virkelig ikke haft lyst.
Inden jeg fik Tjalfe, dengang jeg gik og drømte om at få børn, tænkte jeg på lige præcis det med en dag at kunne tage sit barn med i biografen. Og på hvor hyggeligt og specielt det måtte være. Da jeg så traileren til "Frost" fik jeg pludselig helt vildt lyst til at tage ham med i bio.
Jeg havde mine tvivl og har overvejet det hele december måned. Var nervøs for om han kunne sidde stille, han er jo kun 2,5 år, om han ville smide sig ned og få et hysterisk anfald under filmen, om han ville sidde med 3D-briller på i halvanden time, om han ville gide at se den, (han har nemlig aldrig ville se animerede film og tegnefilm før for et par måneder siden hvor han er faldet pladask for én bestemt film), og om vi måske måtte opgive efter 5 min og tage hjem (det var nemlig de sidste og eneste penge der var i overskud i januar måned.)
Men jeg besluttede mig for at gøre det, jeg trængte til at lave noget sammen bare os to og også at vise ham at jeg har lyst til at have ham med og stoler på ham. For det er heldigvis blevet bedre på det sidste efter vi har fået hjælp.
Aftenen før præsenterede jeg ham for ideen. Vi snakkede meget om det og han er generelt et barn der har brug for at blive forberedt inden han skal noget så han kender reglerne osv.
Jeg fortalte ham at jeg havde fået en ide, nemlig at vi kunne tage i biografen. Så viste jeg ham et videoklip på nettet hvor man ser en biograf indvendig, så han vidste hvad det ville sige. Og jeg fortalte at det var et sted med et kæmpe fjernsyn, at der var andre voksne og børn vi ikke kendte som også skulle se film derinde, at man måtte spise slik derinde og at lyset blev slukket. Men også at der var nogle regler nemlig at man ikke måtte snakke, at alle skulle have briller på og at filmen var lang. Efter vi havde snakket sagde han "jeg vil gerne med mor, er det nu?" Jeg forklarede at det først var dagen efter men viste ham traileren til "Frost" så han vidste hvad det var for en film.
Næste dag tog vi afsted. Tjalfe, jeg og Maiken Dohn (den udstoppede udgave ha ha..) som han selvfølgelig mente skulle med!
Han var i godt humør og alt tegnede godt. Han var så stolt og smilede op til mig da vi stod der i køen ved billetsalg. Tror virkelig han følte sig speciel og nød at vi lavede noget sammen.
Han sad stille og pænt hele filmen (næsten 2 timer) og hyggede sig virkelig. Var mest imponeret over at han beholdt brillerne på og elskede alle de genstande der "fløj ind i hovedet på ham."
Jeg var så stolt og glad da vi gik ud og jeg blev så rørt over hvor tilpas og stolt han var. Samtidig fik jeg det virkelig dårligt over at tænke på, at han måske virkelig har følt jeg førhen ikke har haft lyst til at lave noget med ham.
Heldigvis er det sådan noget som dette der giver mig lyst og mod på at tage ham med til noget en anden gang!
Tak fordi du læste med! - beklager den dårlige billedkvalitet ..
Til slut er jeg nødt til at fortælle at filmen er helt fantastisk og virkelig værd at tage ind og se.
En af Disney's smukkeste film, sød og sjov historie og fantastisk animation!